LYKKEN

En kort gudstjeneste fra Købnerkirken tilrettelagt af Jan Kornholt
Søndag d. 26. april 2020

1. INDLEDNING
Vi håber at kunne mødes i Købnerkirken igen søndag d. 17. maj. Det er stadig uvist. Indtil da kan vi hver søndag holde gudstjeneste sammen hver for sig. Det kan vi fx gøre ved at dele de samme bibellæsninger og bønner og prædiken og sange. Og så har du friheden til at opleve gudstjenesten i dit eget tempo og på din egen måde alene eller sammen med familien. Læs gerne højt og syng med:

2. PRÆLUDIUM
Hvorfor er lykken så lunefuld – Daimi & 14 Red Ladies
Tekst: Carl Viggo Meincke / Melodi: Karen Jønsson, 1937
Se uddrag af teksten nedenfor

Når vi er glade, ler vi, så er vort liv en leg,
men alt for ofte ser vi, at lykken går sin vej.
Drømmen om trofast kærlighed
slutter, før selv vi ved.
Hvorfor er lykken så lunefuld,
og hvorfor er glæden så kort?
Ak, ofte er livet så meningsløst hårdt.
Hvorfor dog stole på kærlighed
og hvorfor dog smile derved?
For smilet bli’r tårer, før solen går ned.

3. FRA BIBELEN
Som den gode hyrde tager sig af sin flok, vil jeg tage mig af mine får og føre dem tilbage fra alle de steder, de er forsvundet hen på en mørk og tåget dag. Jeg vil lede efter dem, der er kommet på afveje, og føre dem tilbage, som er faret vild. Jeg vil behandle de sårede og styrke de svage, og de fede og stærke dyr vil jeg passe godt på.
(Ezekiels Bog kapitel 34 vers 11, 12 og 16, Bibelen 2020)

4. BØN
Vor Gud og himmelske far, vi vender os mod dig i bøn.
Hjælp os til at kunne lægge bekymringer fra os
i denne svære tid, hvor uvisheden råder, og håbet er truet.
Hold din beskyttende hånd over os alle
og især over dem der er ramt af modgang.
Lad os finde trøst i dit ord om,
at du er den gode hyrde der har omsorg for os.
Vi beder om tilgivelse for synd og svigt
og vi beder om mod og kraft til at gøre det rette.
Vi overgiver os i dine stærke hænder
og beder om din englevagt omkring os og alle dem,
som vi holder af. Hør vor bøn i Jesu navn! Amen.

5. HISTORIE
Her er historien om et får der fulgte lykken og kom på afveje:

6. SANG
Psalm 23: Surely Goodness, Surely Mercy – Shane & Shane
Sangen er skrevet ud fra Salme 23 i Bibelen. Se uddrag af teksten nedenfor

Herren er min hyrde, jeg savner ingenting.
Han lader mig ligge i den grønne eng.
Han fører mig til det stille vand.
Han giver mig mod og viser mig vej, den rette vej.
Selvom jeg går i dødsskyggens dal,
frygter jeg ingenting,
for du er med mig, du er min hyrde, du gør mig tryg!
(Salme 23 vers 1-4, Bibelen 2020)

7. FRA BIBELEN
Jesus siger »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde vil sætte sit liv på spil for fårene. Mine får lytter til min stemme; jeg kender dem, og de følger mig. Jeg giver dem evigt liv, og de vil aldrig nogensinde dø. Ingen skal rive dem ud af min hånd. Det som min far har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af hans hænder.«
(Johannes Evangeliet kapitel 10 vers 11, 28 og 29)

8. PRÆDIKEN OM LYKKEN
Det vigtigste for et menneske er at være lykkelig. Det er videnskabeligt bevis. ’Jeg vil bare være lykkelig,’ siger vi, og vi mener det! Problemet er bare, at det kan være svært at vide hvad lykken er og endnu sværere at opnå det. Hvad er lykken for dig? Ved du hvordan du bliver lykkelig? Der er nok ingen tvivl om at lykken for de fleste lige nu vil være at al Coronasmitte forsvinder og at hverdagen bliver normal igen. Men hvad var så lykken for to måneder siden og hvad vil det være om et år?

Da jeg var ung var lykken at få den dejligste pige, en motorcykel og et godt job (= god løn). Da jeg blev voksen, var lykken at få et godt ægteskab, glade børn og gode venner. I perioder har lykken været at få ny bil, at rejse og gå til koncert med Bob Dylan. I dag er lykken at være glad for mit arbejde, gøre andre glade, have glade børnebørn og et godt helbred.    

Jeg tænker selv at lykken må være det at kunne vælge: Skal jeg ringe til en ven? Skal jeg tage blomster med hjem? Skal jeg købe en is eller lave en kop kaffe og hvor skal jeg holde sommerferie i år. Lykken er et liv i frihed med mange valg, så jeg kan gøre, som jeg har lyst. Fordi der er kærlighed nok, venskab nok, penge nok, sundhed nok, mad nok, arbejde nok osv. Hvis det er rigtigt, så må vi være ret ulykkelige lige nu, hvor friheden er begrænset på grund af risiko for Coronasmitte.

Ifølge ordbogen er lykke ’en følelse af dyb glæde over – og stor tilfredshed med den (livs)situation man befinder sig i.’ Jeg tror derfor, at lykken er mere end ting og sager og penge. Og det må handle om andet og mere end at kunne gøre som jeg har lyst til. Det må handle om selve livets mening, om fred, håb, fællesskab, kærlighed.

’Jeg er den gode hyrde’, siger Jesus. Og hvad har nu det med lykke at gøre? Jo, pointen er, at vi ikke kan finde lykken uden en hyrde! Måske er det svært at begribe den gamle sammenligning, at vi er som fårene og Jesus er hyrden. Men der er et vigtigt budskab i den sammenligning. Fåreracen ville for længst have været uddød, hvis ikke der før de elektriske indhegningers tid havde været hyrder. Hyrder der forsvarede fårene mod vilde dyr og kunne rense sår og helbrede skader. Hyrder der sørgede for vand og græs og sørgede for, at dyrene ikke løb væk.

Det samme afhængighedsforhold skal der være mellem dig og Jesus: Han er som den gode hyrde, der vil hjælpe dig – og det uanset du har lyst til at rende din vej, fordi naboens græs er grønnere, og du tror lykken venter ved næste hjørne. Lykken er ikke at kunne gøre som det passer os. Lykken er derimod at leve sammen med en, som vil tage sig af mig.

Vi er er ikke mere frie uden en hyrde! Hvis vi vil være vores egen herre – være vores egen hyrde – så er vi for alvor fortabte – afhængig af vores egen viden og præstation!  Det rigtige liv er at vælge at leve i afhængighed til Jesus, den gode hyrde. Han siger: ”Mine får lytter til min stemme; jeg kender dem, og de følger mig. Jeg giver dem evigt liv, og de vil aldrig nogensinde dø. Ingen skal rive dem ud af min hånd”.

Uanset Coronavirus truer mig og regeringens retningslinjer isolerer mig, så er der hjælp og frihed at finde hos Jesus. Og sådan var det også for to måneder siden og sådan er det næste år. Lykken som du selv jager er lunefuld, der vil altid være begrænsninger og modstand. Men den lykke du finder i fællesskab med Jesus den holder og ingen kan rive dig ud af hans hånd.

9. BØN
Herre, jeg indrømmer for dig, at jeg ofte er som det dumme får, der ikke vil lytte når hyrden kalder. Herre Jesus, tak at du på trods af min ulydighed vil opsøge og frelse mig. Tak at du er vores gode hyrde, og at du vil tage dig af mig, så jeg kan leve med tro og mening. Frels mig når jeg fortaber mig enten i flugten væk fra ulykken eller i jagten efter lykken. Herre kald på mig og hjælp mig med at være lydig mod dig, så jeg finder lykken hos dig. Amen!

10. SANG
Herre i dig har min sjæl sin ro
– Bengt Johansson 1989
Se teksten nedenfor

Herre i dig har min sjæl sin ro
Herre i dig min gud
Herre i dig har min sjæl sin ro
Herre i dig min Gud
Fra himlen kommer min hjælp
Herren han er min klippe
Min frelse og min borg
Jeg skal ikke vakle

11. FRA BIBELEN
Gud er fredens Gud. Han førte Jesus, fårenes store hyrde, op til sig fra de døde. Og gennem Jesus’ blod bekræftede han sin evige aftale med os. 21Jeg ønsker at han vil sætte jer i stand til at gøre det der er godt, og som han vil have. Gid han gennem Kristus må få os til at opføre os sådan at han kan glæde sig over os. Lad os hylde ham i al evighed.
(Hebræerbrevet 13,20-21, Bibelen 2020)

12. POSTLUDIUM
Empty Metro Station Concert 22. marts 2020 – Stephen Ridley

13. MEDDELELSER
– Der er to ledige lejligheder i Købnerhus til nye beboere der vil påtage sig opgaver som frivillige medarbejdere i Købnerkirken. Se annoncen her…
– Læs det seneste nyhedsbrev fra Købnerkirken med bl.a. en skøn hilsen fra Pernilles kolonihave. Læs nyhedsbrevet her…
– Præsten sendte i sidste uge en hilsen til medlemmer og aktive i Købnerkirken fællesskab. Læs brevet her…
– Søndag d. 3. maj er der igen en online gudstjeneste fra Købnerkirken. Denne søndag med prædiken af Arno Steen Andreasen. Læs og se tidligere gudstjenester her…