Frygt ikke

INDLEDNING

Dagens gudstjenesteoplæg handler om frygt. Den frygt vi kan rammes af, når vi står ansigt til ansigt med noget vi ikke forstår. Og findes der noget mere uforståeligt end Gud? Det var det emne, der blev ved med at komme til mig, da jeg læste dagens tekst, og derfor kunne jeg ikke andet end at skrive om det. For nogle gange er frygten uundgåelig, men det betyder ikke, at den skal have det sidste ord, og det får den heller ikke. Hverken i vores Bibel eller i dagens oplæg.

Udfordringen ved at skrive om noget som frygt er, at det er svært at bygge det hele op om det. Der er ikke mange sange og salmer, der har frygten som tema, i hvert fald ikke mange jeg kender OG som er opbyggelige. Derfor handler dagens sange ikke om frygt, men om nogle af alle de måder, vi står overfor Gud på, og mærker den trøst, der er i det nærvær, når vi frygter.

SANG

I østen stiger solen op
Herning Kirkes Drengkor

FRA BIBELEN

Herren sagde til Moses: »Skriv disse ord ned, for det er på grundlag af disse ord, jeg slutter pagt med dig og med Israel.« Så blev han der hos Herren i fyrre dage og fyrre nætter uden at spise eller drikke noget, og han skrev pagtens ord, de ti bud, på tavlerne. Da Moses kom ned fra Sinajs bjerg, havde han Vidnesbyrdets to tavler i hånden, da han gik ned fra bjerget. Moses vidste ikke selv, at det strålede fra hans ansigt, fordi Herren havde talt med ham; men Aron og alle israelitterne så, at det strålede fra hans ansigt, og de blev bange for at komme ham nær. Men Moses kaldte på dem, og Aron og alle overhovederne i menigheden kom hen til ham igen, og Moses talte med dem. Derefter kom også alle israelitterne nærmere, og han gav dem besked om alt det, som Herren havde sagt ham på Sinajs bjerg. Og da Moses var færdig med at tale med dem, lagde han et slør over sit ansigt. Men hver gang Moses kom ind for Herrens ansigt for at tale med ham, tog han sløret af, indtil han skulle ud igen. Så gik han ud og fortalte israelitterne, hvad han havde fået befaling om. Og hver gang israelitterne så Moses’ ansigt, så de, at det strålede fra hans ansigt; Moses tog da sløret for sit ansigt, indtil han igen skulle ind og tale med Herren.
(Anden Mosebog 34,17-35)

BØN

Gud, tak fordi du møder os alle sammen. Tak fordi du står foran os, i al din stråleglans.

Tak fordi du viser dig for os, selvom vi ikke altid forstår hvad vi ser. Tak fordi du kommer med liv og lys i overflod, så meget at vi ikke kan forstå det. Tak fordi du er Gud, og fordi du forvisser os om det, når vi måtte glemme det. Tak fordi du møder os som Far, Søn og Helligånd, så vi kan lærer dig bedre at kende dag for dig.

Vi beder dig om, at du må møde os i dag, og at dit nærvær må være en trøst for alle der frygter, alle der savner og alle der lider. At din kærlighed må fylde os med mod på livet og på dagen. Velsign den stund vi vil tilbringe med dig nu.

Amen

SANG

Et hus at komme til
Janne Mark

FRA BIBELEN

Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.«
(Matthæusevangeliet 17,1-9)

PRÆDIKEN

Nogle gange, når vi ser det guddommelige, er vores første indskydelse ikke tilbedelse, eller efterfølgelse, eller en af de andre mange ord, vi bruger for at sige det samme. At give os selv og vores liv hen til Gud i håbet om at blive velsignet og være til velsignelse. Nogle gange, når vi står ansigt til ansigt med det største og det bedste, er vores første indskydelse frygt.

I dagens evangelietekst læser vi om tre af Jesu disciple, der blev grebet af frygt, da de blev konfronteret med Guds stemme fra himlene. Teksten siger ikke noget om hvorfor de blev bange, og umiddelbart inden de hørte stemmen fra det høje, stod de overfor et mindst lige så overvældende og overnaturligt syn, så det kan være svært at gisne om præcis hvorfor, de reagerede som de gjorde. I virkeligheden er det heller ikke vigtigt, for i deres reaktion genkender vi os selv.

Selvom det nok er de færreste af os, der hører Guds stemme lige så klart som stod der et menneske ved siden af os, så betyder det ikke, at vi ikke kan blive grebet af frygt, når vi hører den alligevel. Måske er det som en stille hvisken, eller måske er det mere oplevelsen af at tingene falder på plads på bestemte måder, eller måske hører vi Guds røst, når vi oplever noget storslået. Uanset hvor og hvordan vi oplever at Gud taler til os eller står overfor os, er det naturligt at blive bange. Det ved vi, ikke bare på grund af dagens tekst eller vores egen erfaring, men på grund af de talrige eksempler vi har i Bibelen af mennesker, der vender om og løber skrigende bort, når de oplever Guds kald. I mere eller mindre overført betydning. Stort set hver gang vi læser om nogen der møder Gud eller hører et kald, er deres reaktion åbenlys frygt eller at stikken halen mellem benene.

Men hvorfor er det så frygtindgydende at møde Gud?

Det er nok næppe af samme grund, når vi hver især overvældes af Guds nærvær. Måske føler vi at vi bliver bedt om at gøre noget, vi ikke kan eller vil. Andre gange kan det være fordi vi føler vi skal forholde os til hvad eller hvem Gud er, noget som ligger langt ud over vores forstand. Uanset hvorfor, så virker frygten til at være en naturlig del af troen, hvis vi skal tro de eksempler vi har i vores Bibel.

Hvis historien sluttede der, så var der ikke meget godt budskab over det. Hvis konklusionen på det hele var, at Gud er frygtindgydende, ville det være svært at finde den positive vinkel på historien. Heldigvis er frygten ikke enden på det hele. Den er snarere midtpunktet, vendepunktet i fortællingen.

For både i dagens tekst og de mange andre steder vi kan læse om mennesker der reagerer på Gud med frygt, der ender det med at de lærer noget nyt om dem selv og om Gud. Når vi står ansigt til ansigt med det guddommelige, når vi hører Guds røst, eller når vi bliver kaldet til noget, og gribes af frygt. Så er svaret altid ”frygt ikke”.

Man frygter det man ikke forstår, og vi kommer nok aldrig til at forstå Gud. Der vil altid være noget udover vores forstand, noget vi ikke helt kan begribe. Og det kan være, at det betyder, at der altid vil være en smule frygt forbundet med troen. Frygt for den Gud, vi ikke helt forstår, og frygt for det vi bliver bedt om at gøre. Frygt for ikke at være gode nok, ikke at slå til, ikke være værdige, ikke at kunne, ikke at leve op til forventningerne, ikke at kunne forstå, ikke at kunne forudse hvad der skal ske. Men hver gang vi bliver grebet af frygt og ikke selv kan give slip på den, så skal vi lytte efter. For der vil altid være et ”frygt ikke”, hvis bare vi er villige til at lytte.

I det ”frygt ikke” ligger ikke bare trøst, men en forsikring om, at alt det, der får os til at frygte, ikke er det, der definerer os.

BØN

Jesus, vi beder for alle der frygter. For alle der står overfor dig, og ikke ved hvad de skal gøre og tænke. For alle dem, der ikke ved hvordan de skal kunne gøre det, de bliver bedt om. Vi beder for os selv, for at vi må høre når du siger ”frygt ikke”, at vi ikke lader verdens lys og larm forblinde os og gøre at vi glemmer, at selv i den dybeste frygt, der er du også.

Vi beder, at alt det du kalder os til, er med til at gøre verden til et bedre sted for andre mennesker. At vi må trodse vores frygt og være dine hænder og fødder.

Vi beder for alle dem, der lige nu har brug for din velsignelse, fordi de er syge, eller ensomme, eller alene, eller bange. Vi beder om at du må være med dem på en hel særlig måde, så de mærker dit nærvær og din trøst. Giv os øjne, der ser dem, så vi også kan være der sammen med dem.

Vi beder for den verden vi er en del af, uperfekt som den er. Om at dit helende lys må skinne selv i den mørkeste afkrog.

I dit navn, amen.

SANG

Vi vil gi’ dig det bedste vi har
Arvid Asmussen

FRA BIBELEN

For det var ikke udspekulerede fabler, vi byggede på, da vi forkyndte jer vor Herre Jesu Kristi magt og hans komme, men vi havde med egne øjne set Jesu majestæt. For han modtog ære og herlighed af Gud Fader, da der lød en røst til ham fra den ophøjede herlighed: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.« Denne røst har vi selv hørt lyde fra himlen, mens vi var sammen med ham på det hellige bjerg.
(Andet Petersbrev 1,16-18)

SANG

Ja engang mine øjne skal
Sola Gratia Band