Kaffen i Købnerkirken

Modne kaffefrugter på træ i MusemaNår du drikker kaffe i Købnerkirken så er du med til at forbedre levevilkårene for nogle af de fattigste kaffeavlere i verden. Kaffen kommer nemlig direkte via vores egne import fra Musema i Burundi.

Baptistkirken i Danmark begyndte for 8 år siden et kaffeprojekt, med det formål at give de lokale kaffeavlerne bedre livsvilkår. Med støtte fra ’FOOD FOR THE HUNGRY’ blev der etableret et kooperativ som er kaffeavlernes eget. Man har indkøbt en afskalningsmaskine, tørreborde og bygget en lagerbygning. Det unikke ved dette projekt er at enhver kaffeavler får kontant betaling når han kommer med sin kaffe til kooperativet i Musema. Det normale er at de store kaffefabrikker, når kaffen afleveres, uddeler en tilgodeseddel som først kan indløses et par måneder senere når hele kaffehøsten er solgt videre. En kaffeavler i Burundi er hele tiden i bekneb for penge og sælger derfor gerne sin tilgodeseddel til en af de mange ”opkøbs-hajer” til en noget lavere pris end sedlens pålydende.

Under kaffehøsten arbejder op til 50 mennesker på kooperativets ”kaffefabrik”. Det er primært handicappede der kan få arbejde her, dernæst enker og arbejdsløse. Efter de lokale forhold gives der en god løn. På kaffefabrikken modtages de friskplukkede kaffefrugter og den røde friske frugt kommer i afskalningsmaskinen og næste dag fjernes de sidste rester af skallen ved at man træder på bønnerne. De vaskede kaffebønner bliver derefter lagt til tørre. Flere gange i processen bliver der sorteret – et kæmpearbejde.

De ’færdige’ rå og tørrede grønne kaffebønner som vi importerer, kan holde sig friske i op til tre år. Efterhånden som kaffen skal bruges bliver den ristet i portioner af ca. 20 kg. Når kaffen serveres i Købnerkirken er den nyristet og mere velsmagende end ’normal’ kaffe. Og husk, når du nyder kaffen, at vi er med til at sikre højere levestandard og bedre sundhed blandt et af verdens fattigste folkeslag.

De færdigtørrede kaffebønner sorteres endnu engang.

Opdateret 15. marts 2020

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *