Er dit øje ondt, fordi jeg er god?

INDLEDNING

Januar er ved at være slut, og jeg kan ikke forstå det. Jeg synes det var i går at 2021 begyndte, og vi er allerede en hel måned inde i året. Som mange andre er jeg ved at have coronakuller. Jeg savner at føle mig fri til at gøre hvad jeg har lyst til, ikke altid at skulle tænke to gange over, hvem jeg ser og om det nu er strengt nødvendigt. Når jeg synes det hele ser sortest ud, og jeg ikke helt kan overskue coronaisolationen længere, så er musik en trøst. Derfor har jeg valgt at starte dagens oplæg med en salme, som jeg elsker, og derfor bruger ofte når jeg laver gudstjenester, fordi den minder mig om, at lyset altid vender tilbage.

SANG

Se, nu stiger solen
DR Pigekoret & Lau Højen

FRA BIBELEN

Denne hellige lektie skriver profeten Jeremias: Dette siger Herren: Den vise skal ikke være stolt af sin visdom, den stærke skal ikke være stolt af sin styrke, den rige skal ikke være stolt af sin rigdom. Nej, den, der er stolt, skal være stolt af dette, at han har indsigt og kender mig. For jeg, Herren, øver trofasthed, ret og retfærdighed på jorden; det er, hvad jeg ønsker, siger Herren.  (Jeremias’ Bog 9,22-23)

BØN

Gud – fader, søn og helligånd – vi beder for den tid vi skal tilbringe sammen med dig nu. For at det må være en tid til fornyelse og ro, eftertanke og håb. Vi beder om at vi hver især må mærke din kærlighed og fællesskabets kærlighed.

Vi beder for alle dem, der ikke selv har ordene, alle dem der har brug for dit nærvær og ikke ved det eller ikke selv kan bede om det.

Amen

SANG

Mit hjerte som bolig
Simon Pedersen

FRA BIBELEN

Jesus sagde: »Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.«  (Matthæusevangeliet 20,1-16)

PRÆDIKEN

”Er dit øje ondt, fordi jeg er god?”

Lignelsen om vingårdsejeren der betaler de arbejdere, der har gået i vingården en time, det samme som dem, der har gået der hele dagen, er en af dem, der kan provokere os. Det er let at se os selv i de arbejdere, der har arbejdet hårdt og længe, som føler sig snydt. Når jeg læser historien, kan jeg næsten mærke følelsen af jalousi i kroppen.

Det kan jeg, fordi det er en følelse jeg kender. Når jeg ser det gå let for andre mennesker i situationer, hvor jeg synes jeg har arbejdet hårdt, så er jalousi ofte min første reaktion. Jeg bliver vred og frustreret, fordi jeg synes jeg fortjener mere end jeg har fået, og fordi jeg kan se at andre får mere end mig. I det øjeblik tænker jeg sjældent over, at jeg har alt det jeg behøver, eller at jeg har fået alt det jeg er blevet lovet.

En anden ting, jeg sjældent tænker på, når jeg står i den situation og bliver konfronteret med min jalousi, er de mennesker der ”har stået ledige her hele dagen.” Jeg er ikke daglejer for 2000 år siden, så jeg skal ikke kunne sige præcis, hvordan det var ikke at få en dags arbejde, men jeg kan ikke forestille mig det har været rart.

Det er let når man står der og er jaloux, at blive vred på Gud. Over det liv man selv har. Over det andre har. Det er let ikke at tænke over de gange man selv har været den, der fik mere end andre kunne synes man har fortjent. Det er let ikke at tænke på alle de muligheder man har haft for at være den gavmilde vinbonde, og ikke har taget den. Eller de gange, hvor andre have muligheden og tog den.

Som alle Jesu lignelser, så kan denne læses på mange måder. Og når vi læser den, kan vi læse os selv ind i teksten, som den gode vinbonde, som de arbejdere der følte sig snydt, eller som de arbejdere, der fik en dagløn for en times arbejde. Vi oplever at have alle rollerne på forskellige tidspunkter i vores liv, og det er op til os at gøre det rette med dem.

Ligeledes, som med alle Jesu lignelser, siger denne noget om, hvordan Guds rige er. Guds rige er som en vingårdsejer, der siger at de sidste skal blive de første og de første skal blive de sidste. Men Guds rige er også der hvor vi har chancen for at være den gavmilde vinbonde. Og det er derfor vi har chancen for at se andre få i overmål og glædes på deres vegne, fordi det er er der hvor vi også får i overmål.

En af de bedste lektier jeg har lært, som jeg bliver ved med at vende tilbage til, når jeg finder de gode nyheder svære at forstå, er tanken om, at Guds rige er ”allerede og endnu ikke”. Guds rige er her allerede, og det betyder at vi kan se at vi får i overflod, og at vi kan dele ud af den overflod til andre. Men Guds rige er her endnu ikke, fordi vi stadig bliver jaloux, og fordi vi stadig ikke altid formår at gribe chancen for gavmildhed når den er der.

Det er den virkelighed vi skal navigere i, og det er de gode nyheder. Selvom det kan være svært at forstå, og selvom det kan være svært at holde fast i gudsriget i de øjeblikke hvor vi ikke ser det i os selv og i andre, så er det sandt alligevel. At vi får lov at se Guds rige, i glimt, i lignelser, i vores egne og andres handlinger. Men vi kan lade os forblænde. Vi kan have onde øjne, der, i stedet for at se det gode, ser alle de grunde vi har til at være jaloux, bitre, vrede, sårede. Alle følelser der hører til at være menneske, men følelser vi ikke må give magten over os, så vi glemmer at vi faktisk har fået adgang til Guds rige. Vi skal bare arbejde lidt for det.

Som alt andet godt i livet kommer det ikke af sig selv, det er blevet givet os, men indtil ”endnu ikke”, ikke længere er et vilkår, så må vi øve os i at lægge onde øjne bag os, og se – og gøre – det gode.

BØN

Gud, tak fordi vi får lov at se dit rige i glimt, fordi det skinner igennem her hos os
Vi beder om, at du må lære os at lægge onde øjne bag os og se det gode i verden. At vi må genkende det gode i os og andre, når det kommer fra dig og når du giver os muligheden for at være det gode for andre eller dem det gode for os.

Må du lade dit rige vise sig for os lidt mere hver dag. Lad os bringe det frem i verden, så der er lidt mere gavmildhed når vi går end da vi kom.

Velsign os og dem vi holder af. Velsign den verden vi er en del af. Vær hos hvert et menneske, og fyld os alle med din kærlighed og generøsitet.

I dit navn,
Amen

SANG

Du som gi’r os liv og gør os glade
Hans Anker Jørgensen

FRA BIBELEN

Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den! Men enhver idrætsmand er afholdende i alt – de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner. Jeg løber derfor ikke hid og did, og jeg er ikke som en bokser, der slår i luften. Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet. (Første Korintherbrev 9,24-27)

SANG

For at tænde lys
Lars Lilholt, Amager Gospelkor