AT VÆRE ET MED HINANDEN

En kort gudstjeneste fra Købnerkirken tilrettelagt af Pia Nielsen. Søndag d. 24. maj 2020

1. INDLEDNING
Nu er det lige før vi må være sammen igen, og jeg kan næsten ikke vente. Jeg glæder mig til at vi må gå i kirke igen, og til at hverdagen langsomt vender tilbage til noget der minder om normalen. I dag er foreløbigt sidste søndag, hvor vi må ”nøjes” med at fejre gudstjeneste på afstand. Pinsedag mødes vi igen i kirken og det bliver en fest.

Selvom vi ikke kan mødes i dag, så kan vi alligevel være sammen i bøn og tilbedelse, ved at læse de samme tekster, bede de samme bønner og synge der samme sange.

2. PRÆLUDIUM
Elske som dig
Line Reckweg og Nicolai Abildtrup/Stille Stunder

3. FRA BIBELEN
Det skal ske derefter: Jeg vil udgyde min ånd over alle mennesker. Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres gamle skal have drømme, jeres unge skal se syner. Selv over jeres trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min ånd i de dage. Jeg sætter tegn på himlen og på jorden, blod og ild og røgsøjler. Solen forvandles til mørke og månen til blod, før Herrens store og frygtelige dag kommer. Og enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses. For på Zions bjerg og i Jerusalem skal der være redning – som Herren har sagt – for de undslupne, som Herren kalder på.
(Joels Bog 3,1-5)

4. BØN
Tak Gud, fordi du er hos os alle sammen, fordi du udgyder din ånd over os
Tak fordi vi kan komme til dig med alt hvad vi er, alt det gode og alt det brudte
Tak for, at du hører vores bøn, hører når vi kalder på dig

Hjælp os med at holde fast ved dig
Hjælp os med at huske på alt det gode som kommer fra dig

Velsign alle vores kære og vær hos os i dag
Amen

5. SANG
Ren og retfærdig
UNGKIRKE/Stille Stunder

6. FRA BIBELEN
Jesus sagde: »Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.« (Johannesevangeliet 17,20-26)

7. PRÆDIKEN
Jeg skulle have været hjemme og besøge mine forældre og bedsteforældre i Nordjylland i påsken. Jeg har ikke været hjemme siden jul, så jeg glædede mig sådan til at give dem et kram, se dem og bruge noget tid sammen med dem. Det hele var planlagt, og så kom corona. Vi skulle blive hjemme, ikke stimle sammen, og mine bedsteforældre måtte gå i isolation, så selv hvis jeg var i samme by, kunne jeg ikke se dem. Jeg følte mig rigtigt alene. Det var vi nok mange, der gjorde.

Heldigvis kunne jeg tale i telefon med mine bedsteforældre og faktisk har jeg talt mere med dem de sidste to måneder end jeg har haft for vane. Og min mor har fundet ud af, hvordan man kan bruge videoopkald, så jeg kan så hun kan se med egne øjne, at jeg har det godt.

Når omstændighederne ændrer sig, kan det give os et helt nyt perspektiv på verden. For mig har coronavirus og alle følgerne givet mig et helt nyt perspektiv på fællesskab, på relationer. Det har sat spotlight på de mange forskellige måder jeg kan holde kontakten til de mennesker jeg holder af, og det har været en anledning til at tænke på, hvad fællesskab betyder.

Et af de vigtigste fællesskaber i min hverdag, er det jeg har i kirken. I Købnerkirken selvfølgelig, men også kirken i bredere forstand. Den globale kirke, den vi alle tilhører i kraft af vores tro. Den helhed, jeg er en del af, vi alle er en del af, i kraft af Guds kærlighed til os og vores kærlighed til Gud. Når verden er normal, i hverdagens trummerum, kommer kirke til at betyde min menighed, de mennesker jeg ser om søndagen, den bygning jeg går til gudstjeneste i. Men når verden ikke ser ud som den plejer, så bliver der rum for at tænke nyt om hvad kirken er. Ligesom når jeg bliver bedre til at ringe til mine bedsteforældre eller drikker kaffe med min mor over videoopkald.

Selvom vi måske ikke er gode til at huske det – jeg er i hvert fald særligt dårlig til det – så er vi en del af et globalt fællesskab af troende. Når vi læser i bibelen, når vi beder, når vi synger, når vi elsker Gud, når vi lader Gud elske os, så bliver vi en del af den samme helhed. Det er i det fællesskab vi kan finde trøst, venskab, kærlighed, ro, mod, tryghed, udfordring, eller hvad vi nu ellers behøver. For selvom det virker som noget helt abstrakt at tale Kirken med stort K, så er det i virkeligheden noget helt konkret. Det er den eneste måde troen får krop, det er den eneste måde vi bliver et med Gud og hinanden, ved at være mennesker, der tror og elsker, der lever i tro og i kærlighed. Det er vigtigt, fordi det er i den enhed vi finder relationen til vores næste. Vi er et med vores næste fordi Gud elsker os og næsten lige, og når vi erkender den enhed kan vi ikke andet end at leve den kærlighed ud.

Uanset om du mærker enheden lettest når du beder eller når du synger, når du læser eller når du går en tur i skoven, så kan du finde den følelse. Det kræver måske lidt øvelse, men det er muligt. Og selvom du måske ikke har brugt coronatiden på at øve dig på lige netop det, så er det helt okay. Det helt fantastiske ved at vi alle er et, er at vi er det, også når vi ikke er bevidste om det.

Når hverdagen lige så langsomt vender tilbage. Når jeg igen må tage til Nordjylland og give mine forældre et kram og drikke kaffe med mine bedsteforældre. Når vi igen må mødes i Købnerkirken, der både er helt lokal lige her på Amager og en uundværlig del af den globale kirke. Når alt det sker, så vil jeg forsøge at huske på, hvordan det føltes først og fremmest at være et med Gud og kirken. For jeg tror på, at det er godt for os nogle gange at vende verden på hovedet, så det fjerne bliver nært.

8. BØN
Gud, vis os at vi er et med dig og vores næste og hinanden
Gud, lær os at elske dig og vores næste og hinanden
Gud, hjælp os at leve med dig og vores næste og hinanden

Velsign os hver og en, og hjælp os med at bringe din velsignelse til verden
Amen

9. SANG
Din Er Æren
Skywalk Lovsang

10. FRA BIBELEN
Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – som der står skrevet: »På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår.« Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.
(Romerbrevet 8,31b-39)

11. POSTLUDIUM
Hil Dig, Frelser og Forsoner

12. MEDDELELSER
– På søndag d. 31. maj mødes vi til gudstjeneste i kirken. Information om forholdsregner mv. kommer i nyhedsbrevet i den kommende uge. Abonner på nyhedsbrevet her…
– Datoen for året menighedsudflugt er fastsat. Det bliver d. 30. august, så sæt kryds i kalenderen. Johanne Kofoed Lundegaard er tovholder. Har du idéer eller vil du give en hånd med, kan du kontakte hende på jk@dbs.dk