Tag-arkiv: vielser

Fri kirken for (homo)vielser!

I den seneste tid har der været en del debat om homoseksuelles mulighed for at blive viet i Folkekirken. Lad det være sagt med det samme: Jeg ikke går ind for, at homoseksuelle skal vies i kirken. Ikke fordi, der er noget i vejen med homoseksualitet, men simpelthen fordi det ikke bør være en kirkelig opgave at vie to mennesker uanset deres køn. Den opgave er en borgerlig opgave, som hører til på rådhuset.

Desværre (især for Folkekirken) er det ikke sådan, vi har indrettet os i Danmark. Her til lands kan Folkekirken vie mennesker med juridisk gyldighed. Derfor er Folkekirken for tiden taget som gidsel i den verserende debat om homovielser. En debat som for alvor skiller kristne ad og som også går kraftigt ud over sammenhængskraften i Folkekirken.

I en frikirke som Købnerkirken er vi fri for den diskussion. Vi har valgt ikke at foretage juridisk bindende vielser og vi er ikke bundet sammen med Staten. Derfor bliver det aldrig et diskussionspunkt, hvorvidt homoseksuelle også skal vies hos os.

Det er jeg rigtig glad for, for den diskussion er efter min mening total spild af tid. Der står ikke et ord i Biblen om, at det er kirkens opgave at vie mennesker. Til gengæld er det kirkens opgave at samle mennesker i et fællesskab, der ønsker at følge Jesus!

Og en ting er helt sikkert: Kirken bringer hverken varme til de frysende, mad til de sultne eller trøst til de sørgende ved at diskutere med sig selv, hvorvidt homoseksuelle skal have ret til at blive viet eller ej!

Med venlig hilsen

Silas Anhøj Soelberg