Tag-arkiv: Sommer

Købnerkirken fester på Skotlands Plads

Skotlands Plads sommerfest 2013Lørdag 15. juni er der for første gang sommerfest på Skotlands Plads. Festen markerer indvielsen af de nye byrum i Sundholms kvarteret på Amagerbro herunder Skotlands Plads, hvor Købnerkirken ligger.

Fra kl. 12.00 er der varme på grillen, hvor du kan tilberede din medbragte mad. Så pak en madkurv, hop på metroen, bussen eller cyklen og kom til sommerfest. Du kan slå dig ned i græsset og nyde mågerne, loppemarked, dans, sport og koncert. Der sker noget hele eftermiddagen.

Købnerkirken er med til at arrangere festen, og kirken vil på flere måder være synlig: Amager Gospelkor optræder, Cafe Julius serverer kaffe og Købnerkirkens lokaler vil være åbne hele dagen med fotoudstilling og flere aktiviteter:

PROGRAM
♔ 12:00-16:00: Loppemarked
♔ 12:00-15:00: Picnic
♔ 12:00-14:00: Amager Lynpulje projektspil for unge
♔ 13:00-13:30: Amager Gospelkor optræder
♔ 13:30-14:00: Mavedans
♔ 14:00-14:30: Amager Gospelkor optræder
♔ 14:30-15:00: Mavedans
♔ 15:00-16:30: Kofoeds Skoles Mellemøstorkester
♔ 15:00 – 17:00: Streetsoccer turnering
♔ 15:00 -17:00: Basketball turnering

HELE DAGEN
♔ Sportsaktiviteter for alle aldre. Petanque, bordtennis, parkour, bordfodbold, slackline mm.
♔ Fotoudstilling i Købnerkirken: Lisbeth Weise Hansen ‘tilblivelsen af den nye Skotlands Plads’
♔ Popcorn og skumfiduser for børn og barnlige sjæle.
♔ Bibliotek i det fri
♔ Købnerkirkens Cafe Julius serverer kaffe og kage
♔ Børnekulturhus Amar’ laver kunst og gøgl med børn.
♔ Fuglekasse-workshop med Happy City Birds

Købnerkirken i arbejde på sommerstævne

Købnerkirkens populære cafe på Sommerstævnet

Købnerkirkens populære cafe på Sommerstævnet

Købnerkirkens fællesskab deltog særdeles aktivt på sommerstævnet i Mariager 29. juli – 4. august. De mere end 1700 deltagere fra BaptistKirken og Missionsforbundet kender nu alle til Købnerkirken. Købnerkirkens gospelkor Amager Gospelkor åbnede stævnet med en forrygende koncert og deltog i det første aftenmøde og sang for en stopfyldt hal.

Stævnets pølsevogn vil også blive husket. 19 medarbejdere fra Købnerkirken deltog i arbejdet med at drive en pølsevogn med et udvidet sortiment af wok, sandwich og pandekager og et tilhørende ‘cafetelt’. Hver dag var der åbent fra omkring kl. 11.00 og indtil midnat. I det tilhørende telt med siddepladser til omkring 60 blev der skabt intim cafestemning hver aften med sang og musik på den lille scene og daglig optræden af bugtalerdukken Niels.

De mange gæster ved pølsevognen og cafeteltet kunne både læse plancher med Købnerkirkens visioner og byggeplaner og tale med kirkens medarbejdere der med glæde delte de spændende planer om fremtiden kirke.

Det store arbejde resulterede i et overskud på 58.914 kr. som går til Købnerkirkens ombygning.

Se de skønne billeder fra stævnet her…