Tag-arkiv: Sange om livet

‘Basecamp’ Købnerkirken

I basecamp finder du kræfter og forbereder dig på at nå dit store mål.

I basecamp på Mount Everest finder bjergbestigeren kræfter og forbereder dig på at nå sit livs store mål.

“Basecamp’ i Købnerkirken er en gudstjeneste om det nødvendige – det grundlæggende og vigtigste i livet. Formen er enkel, uformel, ‘no nonsens’ og kort! Søndag 25. august kl. 10.30 er emnet: “…om at elske de andre.” Kærlighed er det mest nødvendige og vigtigste for et menneske for at nå sine mål i livet. Budskabet er om Guds kærlighed: “Du er elsket!” og kærlighedsbudet: “Du skal elske de andre” – så behøver du ikke vide mere. Kom og få det genopfrisket i Købnerkirkens ‘basecamp’ på søndag.

Basecamp i 5300 meters højde er stedet hvor bjergbestigerne har base når de bestiger verdens højeste bjerg Mt. Everest. I basecamp er bjergbestigeren i nogle uger for at samle kræfter, vænne sig til højden og forberede sig. Her opfyldes de grundlæggende behov for tryghed, hvile, venskab mv. med det formål at få ladet op for at kunne nå målet.

‘Basecamp’ i Købnerkirken ligger i kun 10 meters højde og er let tilgængelig for de fleste. Her kan du samle kræfter og forberede dig på at nå dine mål i livet. Her taler Jan Kornholt og musikken står Jan Kaas og Jacob Anhøj for ( www.sangeomlivet.dk ). Der er nadver hvor vi deler brød og saft som et tegn på den kærlighed som Jesus har til os. Efter gudstjenesten er der kirkekaffe, så bliv endelig hængende.

‘Bag låste døre’

Duen 'Sange om Livet' står for musikken ved påskegudstjenesten i Købnerkirken

Duoen ‘Sange om Livet’ står for musikken ved påskegudstjenesten i Købnerkirken

Velkommen til påskegudstjeneste i Købnerkirken 31. marts kl. 10.30. Det er påskedag og vi skal høre budskabet om at Jesus lever. Han gik gennem døden og han kan selvfølgelig også gå gennem låste døre. Det opdagede hans venner påskedag om aftenen. De havde låst døren for de var bange for jøderne. (Joh. 20,19).  Pludselig stod Jesus midt imellem dem og hilste på dem. Jan Kornholt vil i sin påskeprædiken fortælle at sådan er det også i dag: Jesus kan gå gennem alle de døre vi låser for at holde de andre og alt det besværlige på afstand.

Duoen ‘Sange om Livet’ står for musikken. Der er både solosang, klassiske salmer og nyere lovsange. Jacob Anhøj spiller klassisk og rytmisk guitar og Jan Kaas synger solo og synger for på fællessangen. 

Yderligere oplysninger: Der er nadver ved gudstjenesten og bagefter er der kaffe. Dagens gave går til Købnerkirkens arbejde, og så er der nyt kirkeblad til uddeling.

Købnerkirken på sommerstævne i Mariager

Fra korets sommerfest på Amager Strandpark 19. juni

Søndag den 29. juli åbner sommerstævnet i Mariager. Her vil mellem 1500 og 2000 deltagere fra BaptistKirken og Missionsforbundet bruge en uge sammen til undervisning, gudstjenester, bøn, fest, hygge og koncerter. Der bliver rekordstor deltagelse fra Købnerkirken med omkring 80 deltagere hvoraf de fleste synger i Amager Gospelkor

På åbningsdagen deltager Købnerkirkens gospelkor nemlig ved aftenmødet kl. 19.00 og kl. 21.30 giver koret koncert. Omkring 55 af korets sangere deltager. Læs om koncerten her…

Gennem hele uge vil omkring 20 deltagere fra Købnerkirken på skift betjene stævnets pølsevogn med tilhørende cafe og åben scene. På scenen vil fx ‘sange om livet‘ (Jan Kaas og Jacob Anhøj) optræde mandag og tirsdag. Overskuddet fra salg i pølsevognen går til Købnerkirkens ombygning.

Skal du ikke med til Mariager så husk at komme til gudstjeneste i Købnerkirken søndag den 5. august kl. 10.30. Eddy Bøgh Brixen vil prædike og nogle af stævnedeltagerne vil fortælle om ugens oplevelser på stævnet.

 

Mission Impossible

Jan Kaas og Jacob Anhøj medvirker ved gudstjenesten

Velkommen til nadvergudstjeneste i Købnerkirken 1. Juli kl. 10.30. Købnerkirken er vært ved den første af i alt fem gudstjenester i juli måned som en række baptistkirker i København fejrer i fællesskab.

Gudstjenestens tema er om kirkens umulige mission – ’Mission Impossible’. – Købnerkirkens præst Jan Kornholt vil fortælle om det overhovedet er muligt for os at gøre som Jesus siger i missionsbefalingen.

‘Sange om Livet’ medvirker med solosang og lovsang. Duoen består af Jacob Anhøj på guitar og Jan Kaas sang. Dagens gave går til projekt ’Integrationskonsulent’.
Som altid er alle velkomne i Købnerkirken og så er der selvfølgelig kirkekaffe bagefter.

Dagligstuekoncert

Fra en dagligstuekoncert i 2011

Købnerkirkens egne troubadurer Jacob Anhøj og Jan Kaas har fået positiv anmeldelse i Ugebrevet Søndag Morgen. Jan og Jacob optræder med “Sange om Livet” hjemme i dagligstuen. Alle kan holde en sådan koncert hjemme hos sig selv. Jan og Jacob optræder gratis men tager imod en frivillig gave til dækning af transportudgifter.

Læs anmeldelsen her…

En dagligstuekoncert er en speciel oplevelse. Der er intet mellem musikken og dig, ingen mikrofoner, ledninger eller højtalere. Der er kun musikken, dig og de andre. Du hører hvert eneste ord, hver en tone og hvert et åndedrag.

En dagligstuekoncert er en koncert i dit hjem. Og det koster dig ikke andet end besværet med at invitere dine venner, naboer, kolleger og andre, du vil dele oplevelsen med, og sørge for, de har det godt, mens musikken spiller.

Læs også mere på hjemmesiden www.sangeomlivet.dk