Tag-arkiv: Mads H. Andersen

FASTELAVN

Velkommen til fastelavnsfest i Købnerkirken søndag 26. februar kl. 14.00

Billede fra Fastelavn i Købnerkirken 2016

Først er der gudstjeneste mest for børn: De to børne- og ungdomskor Gospel Generation KIDS og NEXT vil synge for os og med os – forrygende gospelmusik for alle aldre. Putri Dehn, Mads Holm Andersen og Rikke Eliasen leder korene. Og så vil Jan Kornholt holde en kort tale i et nutidigt sprog  om at livet kan sammenlignes med husbyggeri!?

Efter gudstjenester går vi udenfor i gården til tøndeslagning kl. 15.00 og til sidst går vi ind igen i Café Julius til fastelavnsboller og kakao.

Kom som du er – eller som en hel anden. Klæd dig ud eller lad være! Til fastelavn må du se ud lige som du vil. Glæd dig! – Og tag din familie og dine venner med!

På søndag er der åbent i Café Julius kl. 13.00-18.00. Det er muligt at købe mad både før og efter gudstjenesten. Dagens ret: Spaghetti med kødsovs serveres ca. kl. 17.00. PS: Alle sangere i KIDS og NEXT møder kl. 13.00 til opvarmning og øvelse.

GOSPEL for børn og unge

Gospelmusik er også for børn og unge!  I Købnerkirken er der både et børnekor og et ungdomskor – og forårssæsonen 2017 begynder torsdag 19. januar

KIDS og NEXT ved julekoncerten 11. december 2016

Gospel Generation KIDS
Gospelkor for alle drenge og piger fra 0. – 3. klasse (Ca. 6-9 år). Vi synger gospelsange på både dansk og engelsk. Vi skal bruge kroppen og lære stemmen bedre at kende. Vi lege og danser og har det sjovt. Vi øver hver torsdag kl. 16.00-17.00 og første øvelse i forårs-sæsonen er torsdag 19. januar.

Gospel Generation NEXT
For alle børn og unge fra 4. til 10.klasse (Ca. 10-16 år). Vi synger fede gospelsange på både engelsk og dansk, og arbejder med sangteknik, koreografi og energi! Smukke ballader og vilde uptempo numre er på repertoiret. Vi øver hver torsdag kl. 17.00-18.15 og vi begynder forårs-sæsonen torsdag 19. januar.
Gospel Generation KIDS og NEXT ledes af Putri Dehn, Mads Holm Andersen og Rikke Eliasen.

Gospelgudstjeneste – også for børn

Gospel Generation KIDS for børn (0.-3.kl.)

Gospel Generation KIDS er for børn (0.-3.kl.)

Velkommen til gospelgudstjeneste i Købnerkirken Søndag 1. maj kl. 11.00. Købnerkirkens børnekor og ungdomskor Gospel generation KIDS og NEXT medvirker med forrygende gospelmusik som vil begejstre alle. Korene ledes af dirigent Putri Dehn, pianist Mads Holm Andersen og assistent Rikke Eliasen. Det bliver en gudstjeneste rigtig meget på børnenes og de unges præmisser, men alle aldre er meget velkommen til at deltage. Jan Kornholt holder tale om ‘at fare vild og at finde vej!’. Café Julius har åbent fra kl. 10.00 til kl. 14.00 hvor du kan nyde din morgenmad, brunch, frokost eller andre af cafeens gode tilbud. Og HUSK: Når du handler i Café Julius så hjælper du mennesker i nød.

Købnerkirkens Øllaugs bryggeri

Købnerkirkens Øllaug – bryggeriet

Købnerkirkens Øllaug inviterer søndag 1. maj kl. 13.00 til rundvisning i bryggeriet og til at smage på det hjemmebryggede øl. Vi mødes i Café Julius.
Købnerkirkens Øllaug mødes en gang om måneden med det formål at være sammen for at dele øl, Gud og liv. Kom og hør mere om hvordan man laver god øl og smag selv!
Vil du have flere oplysninger så kontakt Jan Kaas Henriksen telefon: 25 57 80 60 eller e-mail: kaasjan@gmail.com.

Kunsten at leve med døden

Søndag 11. oktober kl. 10.30 i Købnerkirken kan du opleve den populære gudstjenesteform ‘Kunsten at leve’. Det er nutidig gudstjenesteform med uformel stil og ny musik og et aktuelt budskab. Amager Gospelkors solister under ledelse af Mads H. Andersen og Nina Luna spiller og synger til den fælles lovsang som består af og medrivende og rørende gospelmusik – med både engelske og danske tekster.

When the storm clouds gather round you And heavy rains descend Just remember that death is not the end

When the storm clouds gather round you
And heavy rains descend
Just remember that death is not the end (Nick Cave)

Jespers mor er død. Bisættelse finder sted lørdag, og ved gudstjenesten på søndag vil Jesper Mølgaard fortælle om ’kunsten at leve med døden’. Det er hårdt når venner og familie død, men det er en nødvendig del af livet, som vi må leve med. Når vi i kirken hører om døden, så er det ikke kun smertefuldt, så er det også med et positivt budskab om kærlighed og evighed. Derfor bliver denne gudstjeneste også fuld af liv og glæde og fest. Kom selv på søndag og hør Jespers personlige oplevelser og det kristne budskabs betydning.

Dagens gave er til MCDS (Multipurpose Community Development Service) der arbejder med nødhjælp i Nepal. MCDS bygger huse og toiletter til ofrene for jordskælvet 25. april. For blot 5.000 kr. kan vi bygge et to værelsers hus med toilet. Du kan betale via Swipp og MobilePay til 9320 2812 Mærk indbetalingen ’Nepal

Café Julius i Købnerkirkens underetage har åbent kl. 9.30-14.00. Du kan komme tidligt og købe din morgenmad her eller blive bagefter og spise brunch/frokost.

Kunsten at leve med globaliseringen

Morten Kofoed taler i Købnerkirken

Morten Kofoed taler i Købnerkirken

Købnerkirken vil på søndag 27. september kl. 10.30 favne hele verden. Vi får besøg af Morten Kjær Kofoed der er leder af BaptistKirkens Internationale arbejde. Morten er lige kommet hjem fra en rejse til Rwanda og Burundi og kan fortælle nyt om arbejdet. Morten prædiker ved gudstjenesten og vil bagefter ca. kl. 12.30 i Café Julius fortælle om projekterne i Burundi og Rwanda.

’Kunsten at leve’ er en gudstjeneste som kendetegnes ved uformel stil, nutidig musik og et aktuelt budskab. Musikken på søndag ledes af Amager Gospelkors solister sammen med pianist Mads Holm Andersen. Husk at enhver er velkommen i Købnerkirken. 

Dagens gave er til projektet ’Alfabetisering Burundi’ som gennem uddannelse i skrive- og læsefærdigheder samt regning skal fremme kvindernes stilling i samfundet, og dermed styrke hele familien. Café Julius har netop besluttet at give 3000 kr. af cafeen overskud til dette projekt.

Kunsten at elske og at være elsket

Svært at elske, men ikke umuligt!

             Svært at elske, ja, men ikke umuligt!

Søndag 23. august kl. 10.30 i Købnerkirken kan du igen opleve den populære gudstjenesteform ‘Kunsten at leve’.
En uformel gudstjeneste med nutidig musik og et aktuelt budskab. Amager Gospelkors solister under ledelse af Mads H. Andersen spiller og synger til den fælles lovsang som består af forrygende og medrivende gospelmusik på både dansk og engelsk.

Jan Kornholt taler om ’kunsten at elske og at være elsket’. Du har hørt det så tit, at du SKAL elske. Men det er bare SÅ svært. Det kan også være vanskeligt at tage imod andres kærlighed, men det er her det gode budskab har sit grundlag: Du kan elske fordi du er elsket! Giver det mening? Kom selv og hør mere på søndag i Købnerkirken.

Kl. 12.15 kan du være med til ‘menighedsmøde’ som er Købnerkirkens øverste myndighed. Her drøftes og besluttes emner som har betydning for Købnerkirkens udvikling. Alle interesserede er velkomne og har taleret. Købnerkirkens medlemmer har stemmeret.

Café Julius i Købnerkirkens underetage har åbent kl. 9.30-14.00. Du kan komme tidligt og købe din morgenmad her eller blive bagefter og spise brunch/frokost.

Kunsten at leve … med katastrofer

Jordskælv i Nepal 25. april 2015

Jordskælv i Nepal – er der en mening med alt?

Søndag 10. maj kl. 10.30 kan du i Købnerkirken lære kunsten at leve i en verden med katastrofer. Og kl. 12.15 kan du være med i en samtale om Købnerkirken fremtid.
Vi kalder søndagens gudstjeneste KUNSTEN AT LEVE – en uformel gudstjeneste med nutidig musik og et aktuelt budskab. Amager Gospelkors solister under ledelse af Mads Holm Andersen spiller og synger til den fælles lovsang som består af forrygende og medrivende gospelmusik på både dansk og engelsk.

Andreas Højmark Andersen

Andreas Højmark Andersen

Andreas Højmark Andersen taler om ’kunsten at leve med ulykker og katastrofer’  Hvordan kan man tro på en kærlig Gud, når der er jordskælv i Nepal, terror i Danmark og tsunamier i Østasien? Er der en mening med det hele? Har Gud en mening med alt eller er der noget som forbliver uforklarligt?

Kl. 12.15 kan du være med til ‘Under Construction’ en samtale om vigtige planer i Købnerkirkens fællesskab. Vi vil i tre grupper og plenum tale om ‘frivillighed’, ‘projekter’ og ‘det sociale liv i kirkens fællesskab’. Kom og deltag i samtalen og vær på den måde med til at ‘bygge kirke’.

Café Julius i Købnerkirkens underetage har åbent kl. 9.30-14.00. Du kan komme tidligt og købe din morgenmad her eller blive bagefter og spise brunch/frokost.

Kunsten at leve med mig selv

Har du problemer med at leve med dig selv?

       Kan du leve med dig selv?

Søndag 23. november kl. 10.30 kan du få en god oplevelse i Købnerkirken med et vigtigt budskab og medrivende musik. Vi kalder det ‘KUNSTEN AT LEVE’ – en uformel CAFE-gudstjeneste i nutidige former og med et aktuelt indhold.  Amager Gospelkors dygtige solister står for musikken under ledelse af Mads Holm Andersen. Vi skal synge både klassisk og helt nyt, engelsk og dansk.

Dagens tema er ‘kunsten at gøre livet med mig selv’. Købnerkirkens præst Jan Kornholt vil tale om hvordan det er at leve i dag med de store krav om ‘det perfekte liv’. Virkeligheden er, at ‘det perfekte’ ikke findes, men jagten efter det perfekte gør det svær for de fleste at leve med sig selv. Har du (ind imellem) problemer med at elske dig selv som du er, så er det en god ide at komme i Købnerkirken på søndag og lære ‘kunsten at leve med mig selv’.

Undervejs i gudstjenesten bliver du indbudt til at gå til buffeten og forsyne dig med lækkert mad. Og selvfølgelig står er kaffe og te på bordene når du kommer. Og så er det gratis.
Dagen gave går til etableringen af Café Julius der snart skal åbne i Købnerkirkens ny-istandsatte underetage.

Julekoncerter i Købnerkirken

Fra en af julekoncertne 2013

Fra en julekoncert i Købnerkirken 2013

Vælg mellem to julekoncerter i Købnerkirken: Søndag den 30. november kl. 15.30 og tirsdag 9. december kl. 19.30:

Til koncerten 30 november kl.15.30 medvirker Købnerkirkens tre gospelkor: Gospel Generation KIDS (børnekor 6-9 år) og NEXT (børne- og ungdomskor 10-15 år) Desuden vil Amager Gospelkor også medvirke. De tre kor synger en afdeling hver og så vil klimaks helt sikkert være når de tre kor synger sammen. En forrygende oplevelse for hele familien. Billetpris: Voksen 80 kr. Børn 6-11 år 40 kr. Børn under 6 år gratis.

Til koncerten 9. december kl.19.30 står Amager Gospelkor for hele programmet i en halvanden times medrivende og stemningsfuld julegospelkoncert hvor et del af sangene er et julerepertoire specielt indøvet til anledningen. Her vil korets dygtige solister for alvor folde sig ud. Billetpris 80 kr. Børn under 6 år gratis.

Nina Luna dirigerer de tre kor. Mads Holm Andersen er pianist og Putri Dehn assisterende dirigent for Gospel Generation og Niels Engell er pianist i Amager Gospelkor.

Køb billetter i Købnerkirken ved søndagens gudstjeneste eller ved korenes øvelser tirsdage kl. 19.00-21.30 og torsdage 16.00-18.15. Eller køb på http://www.billetlugen.dk/da/venue/koebnerkirken eller i FONA. Resterende billetter sælges ved indgangen. Dørene åbnes en halv time før koncerterne.

Læs mere om Gospel i Købnerkirken her…

KUNSTEN AT LEVE

Mon ikke Gud kan skabe min hverdag om til fest?

Mon ikke Gud kan skabe min hverdag om til fest?

Søndag 26. oktober kl. 10.30 kan du få en god oplevelse i Købnerkirken med medrivende musik og et vigtigt budskab. Vi kalder det ‘KUNSTEN AT LEVE’ – en uformel CAFE-gudstjeneste med nadver og et aktuelt indhold i nutidige former.
Amager Gospelkors dygtige solister står for musikken under ledelse af pianist Mads Holm Andersen. Vi skal synge både klassisk, nyt, engelsk og dansk.

Dagens tema er ‘kunsten at gøre livet til en fest’. Købnerkirkens præst Jan Kornholt vil tale om hvad Bibelen siger om fester og hvad det har med vores hverdag at gøre. Vi vil gerne skabe hverdag om til fest. Vi ved at livet ikke er en dans på roser, – men vi ville ønske det. Er det muligt at leve et liv der er bare lidt mere festligt?

Undervej i gudstjenesten bliver du indbudt til at gå til buffeten og forsyne dig med lækkert mad. Og selvfølgelig står er kaffe og te på bordene når du kommer. Og så er det gratis. Men du tilbydes selvfølgelig at give en frivillig gave til dækning af udgifterne og til støtte for Købnerkirkens arbejde.