Tag-arkiv: Jordskælv Nepal

HJÆLP NEPAL

Skræmte og bange efter jordskævlet udenfor kirken

Skræmte og bange lige efter jordskælvet udenfor kirken

Købnerkirkens fællesskab har de seneste to år opbygget relationer og samarbejde med lokale kirker i Nepal. Derfor gør det ekstra indtryk da Nepal lørdag 25. april kl. 11.56 blev ramt af et kraftigt jordskælv. Det var midt under gudstjenesten i Living Baptist Church (LBC) i Lalitpur i udkanten af Kathmandu hvor 300 var forsamlet. Ingen i kirken kom alvorligt til skade. Alle skyndte sig ud af kirkebygningen, der led begrænset skade, mens andre huse i området styrtede sammen (se billedet nedenfor). Man bad sammen og trøstede hinanden inden man gik hjem for at se om ens eget hjem stadig fandtes. Ni medarbejdere fra Købnerkirken besøgte denne kirke i oktober 2014 og vi er dybt berørt over den ulykke som har ramt vores venner. Mere end 270.000 familier har mistet deres bolig. Det officielle dødstal er lige nu (onsdag 6. maj kl. 8.00) 7652 og tallet vokser stadig. Vil du være med til at hjælpe så benyt kontonummer 2191-0719461352 eller MobilePay/Swipp 9320 2812 – Husk mærk indbetalingen ‘NØDHJÆLP NEPAL’.

200 meter fra Living Baptist Church ser det sådan ud

200 meter fra Living Baptist Church ser det sådan ud

Købnerkirken og Café Julius samarbejder med lokale kirker og organisationer i Nepal om sociale projekter. Vi har straks iværksat en aftale med vores samarbejdspartnere i Nepal om at støtte ofrene for jordskælvet. Det sker således gennem NBCC Refief, som er de nepalesiske baptisters nødhjælpsorganisation (Baptistkirken i Nepal har 16.500 medlemmer i 167 menigheder). NBCC Refief bruger alle sine ressourcer lige nu på at hjælpe de nødstedte. NBCC Refief har etableret en ’Disaster Response Committee’ under ledelse af John Narayan Rai. NBCC Relief samarbejder med andre kirker i Nepal og lokale hjælpeorganisationen, samt et par internationale hjælpeorganisationer. Indsatsen sker primært i et område af bydelen Lalitpur i den vestlige del af Kathmandu hvor 75 % af husene er styrtet sammen. Man forsøger også nu at nå ud til de ødelagte landsbyer udenfor Kathmandu, som er blevet isoleret fordi vejene er ødelagte. Lige nu bruges de fleste ressourcer på vand, mad og telte og medicin. Den 5. maj nåede indsamlingen i Købnerkirken op på 25.000 kr. og vi har afsendt de første 21.000 kr. Men vi håber at indsamle meget mere, og dermed være med til at genopbygge det ødelagte samfund. Vi formidler også støtte som er indsamlet i andre baptistkirker i Danmark.