Tag-arkiv: Jayamashi

Søndag i Købnerkirken

Louise Hjorth spiller i Købnerkirken

Louise Hjorth spiller i Købnerkirken

Glæd dig til søndag i Købnerkirken den 7. december 2014. Først KLASSISK gudstjeneste med god sang og musik og derefter en times program om Købnerkirkens rejse til Nepal:

De ni læsninger
7. december kl. 10.30 kan du opleve ‘de ni læsninger’ i Købnerkirken. Det er en engelsk adventstradition. Vi læser ni afsnit fra Bibelen (i nutidig oversættelse) der tilsammen udgør julens budskab om Jesus’ fødsel. Mellem læsningerne lytter vi til musik og synger et udsnit af nye og klassiske advents- og julesange. Organist og blokfløjtenist Louise Hjorth står for musikken og Jan Kornholt vil læse teksterne og lede gudstjenesten.
Det er på søndag vi igen tager kirkens orgel i anvendelse. I otte måneders har orglet være ‘indpakket’ i plastic for at undgå støv fra ombygningen af kirken.

Købnerkirken besøger Living Baptist Church

Købnerkirken på besøg i Living Baptist Church i Lalitpur

Jayamashi
– betyder ‘Kristus sejrer’ og er den måde hvorpå de kristne i Nepal hilser hinanden. ‘Jayamashi’ er også navnet på Købnerkirkens projektarbejde i Nepal. Vi støtter sociale projekter og udviklingsprojekter som den lokale kirke står for. I oktober 2014 rejse ni medarbejdere fra Købnerkirken til Nepal. På søndag 7. december kl. 12.00-13.00 vil rejsedeltagerne fortælle om deres oplevelser i Nepal og vise billeder og film fra turen.
Du vil også kunne høre om projekterne, vi støtter, og om fremtidsplanerne for samarbejdet – herunder også planer om kommende rejser til Nepal.

Tøj til Nepal

Har du vintertøj du vil give til enker der er alene med deres børn i Nepal?

Giv dit brugte vintertøj til enker og deres børn i Nepal?

Har du noget vintertøj til overs, du vil give til nogen der mangler og ikke har råd til at købe? Lige nu er der dejlig lunt i Kathmandu i Nepal med op til 30 grader om dagen og ikke under 15 om natten. Men om et par måneder falder temperaturen til under frysepunktet og de fleste lever i huse uden opvarmning.

Den 6.-16. oktober rejser ni af Købnerkirkens medarbejdere til Nepal. Et af målene for rejsen er den lille NGO organisation ’Rise and Shine Nepal’ der hjælper forfulgte enker og deres børn. Et af de ønsker vi har fået derfra er at vi sender vintertøj med til kvinderne og deres børn. De udstødte enker har ingen indtjening og derfor ingen mulighed for at købe ordentligt tøj til sig selv og deres børn.
Har du noget velholdt vintertøj til kvinder og børn så tag det med i Købnerkirken senest søndag den 5. oktober. Så vil tøjet blive taget med og givet til de enker og deres børn som behøver det mest. De fleste af børnene er 7-9 år. Og husk at en nepaleser sjældent er højere end 165 cm så det er små størrelser er mest brugbare.

Nepal er et hinduistisk samfund. På trods af landets nye demokratiske lovgivning bliver enker groft diskrimineret. I dag lever ca. 50.000 enker udstødt af deres familier og lokalsamfund fordi man tror de er skyld i deres mands død. I 1920 fik Nepal et forbud mod ’enkeafbrænding’ men det har alligevel fundet sted helt op til i dag. Sabina Chamling blev enke for 15 år siden. I 2011 dannede hun organisationen ’Rise and Shine Nepal’ (RS Nepal) som har etableret værksteder, rådgivning og selvhjælpsgrupper for enker i Kathmandu. Målet er at udbrede arbejdet til hele Nepal og at samarbejde med alle der kæmper for at forbedre enkernes livsvilkår. Støt Købnerkirkens hjælp til udstødte enker i Nepal. Indbetal din gave til 9070 – 1621022217 mærk indbetalingen ’ENKER’

Læs mere her om JAYAMASHI som er navnet på Købnerkirkens hjælpearbejde i Nepal.

Vil du med til Nepal?

Dorthe og Jan Kornholt på besøg hos 'Rise and Shine Nepal' marts 2013

Dorthe og Jan Kornholt sammen med medarbejderne fra ‘Rise and Shine Nepal’ marts 2013

I efteråret 2014 rejser en gruppe fra Købnerkirken til Nepal. Måske skal du med? Kom til INFO møde søndag 16. marts kl. 12.00 og hør mere!

I 2013 begyndte Købnerkirkens fællesskab at støtte tre projekter i Nepal: Et vandprojekt, kirkeplantning og et socialt projekt ‘Rise and Shine Nepal’ der støtter udstødte enker. Det er lokale baptistkirker i Nepal der står for projekterne. Med vores forbøn og økonomiske støtte er vi med til at hjælpe kristne i Nepal til at gøre en stor forskel i deres land som er et af verdens fattigste.

Nu får flere mulighed for at blive endnu mere involveret i arbejdet. Formålet med rejsen i efteråret er dels at opleve det fantastiske land og især at styrke vores engagement i projekterne og styrke relationerne til vores nye venner i Nepal.

Er du interesseret, så kom til INFO møde i Købnerkirken søndag 16. marts kl. 12.00 – 13.00 (efter gudstjenesten). Her vil du høre alt om rejseplanerne og om de konkrete muligheder for at komme med. Sofie Kornholt, der har boet et halvt år i Nepal, vil fortælle om sine oplevelser. Du vil også høre lidt om de projekter som Købnerkirken støtter.

Vil du allerede nu vide mere så kontakt Jan Kornholt: 21 49 44 12, jan@kornholt.dk