Tag-arkiv: gospel cafe

Gospel Café med TRINITY

Gospelkoret TRINITY synger i Købnerkirken

Gospelkoret TRINITY synger i Købnerkirken 1. november

Søndag 1. november kl. 16.00 kan du i Købnerkirken opleve gospelkoret TRINITY. Claes Wegener dirigerer TRINITY der bl.a. vil synge ‘gospelsalmer’ – gamle salmer med nye gospelmelodier komponeret af netop Claes Wegener. Du får selvfølgelig mulighed for at synge med.

Vi kalder det gospelcafé men det er også en slags koncert eller gudstjeneste! Købnerkirkens præst Jan Kornholt holder en kort prædiken i et nutidigt sprog. Emne for talen er: “Fem gode grunde til ikke at gå i kirke.”

CAFÉ JULIUS holder åbent den 1. november kl. 14.00-19.00. Kom tidligt få nyd en kop kaffe med kage eller bliv hængende bagefter og spis din aftensmad her.

GOSPEL Café med ‘den ægte vare’

Oplev den ’ægte vare’ – traditionel gospelmusik som det lød for 100 år siden i sydstaterne i USA med ’Spirit of New Orleans’. Vi kalder det café, men det er også en gudstjeneste og en fest. Købnerkirkens præst Jan Kornholt vil tale om dagens budskab der handler om LYS – om hvordan du finder lys og varme og glæde i en mørk tid? – Musik hjælper – kom og bliv glad i låget af den gode musik og syng selv med – og så er der kaffe og te og brød på bordene.

Spirit of New Orleans spiller traditionel gospel og spirituals så alle bliver berørt

‘Spirit of New Orleans’ spiller traditionel gospel og spirituals så alle bliver berørt

The Spirit of New Orleans er ét af de mest kendte og rutinerede orkestre i Danmark, med en unik dynamisk og swingende stil, der rummer alle de ingredienser, der skal til for at gøre musikken levende. Orkesteret lægger stor vægt på, at skabe stemning gennem en god kontakt til publikum med musik og sang langt ud over scenekanten. Orkesteret blev dannet i 1990 på initiativ af Preben Nissen. Baggrunden for dannelsen var ønsket om at spille et repertoire bestående af gospel, spirituals, hymns og traditionel jazz. Musik med dybe rødder i grundlaget for New Orleans-jazzen. Læs mere: http://thespiritofneworleans.dk

GOSPEL Café i Købnerkirken er den første søndag måneden kl. 16.00 undtagen december og i sommerferien. Næste gang bliver 4. januar kl. 16.00 hvor vi får besøg af gospelkoret ‘New Season’. Kan du ikke vente så længe, så er der også gospel i Købnerkirken søndag 30. november kl. 15.30 og tirsdag 9. december kl. 19.30 til julekoncerter med Købnerkirkens egne tre gospelkor: Gospel Generation KIDS og NEXT og Amager Gospelkor.

GOSPEL café

Amager Gospelkor sørger for lovsang og glæde ved Gospel Cafe i Købnerkirken

Amager Gospelkor synger ved Gospel Cafe i Købnerkirken

Oplev gospelmusikkens befriende kraft søndag 5. oktober kl. 16.00 i Købnerkirken. Vi kalder det Gospel cafe men det er også en gudstjenesten og en fest! Amager Gospelkor under ledelse af Nina Luna og pianist Niels Engell vil synge sange fra korets repertoire. Flere af korets sange kan du synge med på. Derudover skal vi også synge nutidige medrivende lovsange.

Dagens tema er – ‘Hvad koster et menneske?’ – Om et menneskes værdi. Købnerkirkens præst vil tale om hvordan vi som mennesker kan føle os noget værd. Mange føler sig afmægtige og værdiløse i en hård hverdag der stiller store krav. Vi stiller også store krav til os selv, som det er svært at leve op til. I det kristne budskab og i gospelmusikken møder du et opmuntrende budskab om at du har uendelig stor værdi. Kom selv og hør!

En GOSPEL café foregår i en stemning af glæde, engagement og en forløsende frihed. Derfor kan du forvente en eftermiddag i Købnerkirken med et indhold som kan forandre dit liv. Og imens kan du nyde en kop kaffe eller te med brød til.

Dagens gave er til “Rise and Shine Nepal” – en lille NGO organisation i Kathmandu Nepal der hjælper udstødte og forfulgte enker og deres børn.” På mandag rejser ni medarbejdere fra Købnerkirken til Nepal bl.a. for at møde denne organisation og styrke samarbejdet.

Gospel CAFÉ

Amager Gospelkor sørger for lovsang og glæde ved Gospel Cafe i Købnerkirken

Amager Gospelkor synger ved Gospel Café i Købnerkirken

Oplev gospelmusikkens befriende kraft på søndag 15. juni kl. 16.00 i Købnerkirken.
Vi kalder det Gospel cafe men det er også en gudstjenesten og en fest!

Amager Gospelkor under ledelse af Nina Luna og pianist Kristof Jasik (vikar) vil synge sange fra korets repertoire. Flere af korets sange kan du synge med på. Derudover skal vi også synge nutidige medrivende lovsange. Det bliver Amager Gospelkors sidste arrangement inden sommerferien og det skal passende fejres med fest og glæde. Og du er inviteret med!

Ved gudstjeneste er der ‘barnevelsignelse’. Tarra Klønne og Sonni Skyttehave har deres nyfødste datter Rosa med i kirke. Vi vil sammen bede om Guds velsignelse over Rosa og hendes families liv.

Dagens tema er – Hvor finder jeg en hjertestarter. – Når mit hjerte går i stå eller slår for hurtigt eller langsomt fordi der en knas med kærligheden, hvordan finder jeg så noget der kan hjælpe mit stakkels hjerte? Det handler om kærlighed som er et vigtigt tema i gospelmusikken og i det kristne budskab. Købnerkirkens præst Jan Kornholt vil afslører hvor ‘hjertestarteren’ er gemt.

Det hele foregår i en stemning af glæde, engagement og en forløsende frihed. Derfor kan du forvente en eftermiddag i Købnerkirken med et indhold som kan forandre dit liv. Og imens kan du nyde en kop kaffe eller te med brød til. Det er gratis og du indbydes til at give en frivillig gave til støtte for kirkens arbejde.

Gospel Cafe med ‘NEXT’

Gospel Generation NEXT øver i Købnerkirken

Gospel Generation NEXT øver hver torsdag i Købnerkirken

Søndag 4. maj kl. 15.00 vil kirkens ungdomskor være det bærende musikalske indslag ved et arrangement i Købnerkirken. Vi kalder det ’gospelcafe, men måske er det også en minikoncert eller en gudstjeneste eller bare… hygge med god musik!

Den første søndag i måneden er der en ekstraordinær god musikoplevelse i Købnerkirken som et eftermiddag eller aftenarrangement. Søndag 4. maj 15.00 er det Gospel Generation NEXT der synger livlig og medrivende gospelmusik og lovsang. Koret består af 20 unge i alderen 10-17 år. Koret ledes af Nina Luna og Mads H. Andersen og assisteres af Putri Dehn.

Til gospel cafe vil musikken fylder det meste, men der bliver også tid til en kort tale om ’glæde’ som Købnerkirkens præst Jan Kornholt står for: Hvorfor er jeg ikke glad? Hvordan bliver jeg glad? Hvordan blive jeg ved med at være glad?  Hvem kan gøre mig glad?

Og så er der kaffe og te og saft mv. på bordene. Og selvfølgelig gratis adgang, men du inviteres til at give en frivillig gave til støtte for Gospel Generation.