Rejsen til Egypten

Rejsen til Egypten

Måske har du været på ferie i Egypten. Der er mange som rejser til Egypten og nyder varmen og det fascinerende land med en fantastisk kultur og natur. Også Jesus rejste til Egypten. Men for ham var det ikke ferie, han var flygtning sammen med sine forældre.

Josef og Maria måtte bryde op midt om natten og rejse til Egypten sammen med deres nyfødte søn Jesus. For landets diktator, Herodes den Store, havde hørt et rygte om at dette barn var jødernes nyfødte konge. Herodes var besat af magtbegær og jalousi, og han tålte ikke dette barn. Men Herodes vidste kun, at drengen var født et sted i Betlehem, derfor gav han ordre til en grusom massakre på samtlige drenge under 2 år i Betlehem og omegn.

Juleevangeliet får let et skær af harmløs eventyr over sig: Med syngende engle, glade hyrder og ikke mindst de hyggelige vismænd fra Østerland med gaver. Vi forestiller os liv og glade dage i Betlehem og det bliver også festlige dage hos os, når vi fejrer jul og mindes Jesus’ fødsel. MEN Bibelens julefortælling slutter ikke med en ’happy end’ som et eventyr, det slutter med massakre og flugt. Dødsdommen over drengebørn i Betlehem fik Josef og Maria på flugt sammen med deres barn. Gud havde i en drøm advaret Josef og befalet ham at tage barnet og Maria med til Ægypten.

Og sådan gik det til, at Jesus begyndte sit liv som flygtning. Han havde en lang og hård rejse foran sig gennem ørkenen og gennem livet. Han skulle gå i Guds navn for menneskenes skyld. En vej, som førte gennem afsavn, fattigdom og lidelse, og som endte 33 år senere med henrettelsen på et kors.

Juleevangeliet er ikke et eventyr men er den eventyrlige begyndelse på fortællingen om Jesus. Og det er ikke en opdigtet historie, det er SANDHEDEN fra Gud til mennesker om vores liv. En fortælling som finder sted i den samme virkelighed, som vores. Beretningen om rejsen til Egypten er aktuel, for den samme rejse er der millioner af mennesker der må tage i vores tid. Fra Sudan, fra Syrien, fra Afghanistan flygter mennesker i dag for at redde livet. Bibelen fortæller om Jesus, som Guds søn, der kom for at leve som os. Han delte vores vilkår. Jesus var selv flygtning og fredløs.

Da Herodes var død talte Gud igen til Josef gennem en drøm og bad ham om at rejse hjem til Nazaret. Det var et godt budskab til familien i flygtningelejren: Nu kan I rejse hjem uden at blive forfulgt. Men massakren i Betlehem har sikkert sad sig spor i den lille familie. Og på en måde blev det et tema i Jesus’ liv, at når Gud slipper sin kærlighed løs, så er der altid nogen som forsøger at hindre det. Mange familier i Betlehem oplevede det og Jesus selv kom også til at mærke det på egen krop mange år senere da han blev dømt til døden fordi han gjorde Guds gerninger.

I den katolske kirke har hver dag året rundt sine helgener eller martyrer som dagen bliver opkaldt efter. Fjerde juledag den 28.december er det dagen hvor ofrene fra massakren i Betlehem mindes. De var de første kristne martyrer. Siden kom der mange Men der er noget grænseløst gruopvækkende og tankevækkende ved denne første martyrdød. Midt i vores julehygge chokerer Herodes os med sin meningsløse ondskab.

’Frygt ikke’ var englens budskab til de forskrækkede hyrder julenat. Det er også budskabet til dig i dag: Frygt ikke det onde i verden! Hold fast i at Jesus som flygtning og som dødsdømt har vist en kærlighed der er stærkere end alt ondt. Hold fast i overbevisningen om at Jesus, som blev henrettet, han viste påskemorgen at livet er stærkere end døden.

Kærlig hilsen Jan Kornholt

Skriv et svar