Købnerkirken og de andre

Jesus siger: ”… I skal rejse ud til alle folk og få dem til at følge mig. I skal døbe dem så de tilhører Gud, vores far, Sønnen og Helligånden, og I skal lære dem at gøre alt det jeg har sagt. Jeg lover at jeg er med jer så længe verden er til.” (Mattæus Evangelist 28,19-20)

De to veje
Købnerkirkens fællesskab kan gå to veje: Den ene vej er at vi bruger vores penge og arbejdskraft på at tilgodese de behov og ønsker menighedens medlemmer har. Den anden vej er at vi bruger vores ressourcer på at møde de behov som mennesker udenfor menighedens fællesskab har. Hvis vi vælger den første vej, så dør menigheden med os som udgør menigheden i dag. Vælger vi den anden vej er der mulighed for at mennesker udenfor vores fællesskab vil blive mødt af Jesus og vælge at følge ham sammen med os.

Jan Kornholt i samtale om kirkens mission

De andre
Det er let at fokusere på os selv. Det er mere besværligt at møde ’de andre’. I vores lille menighed kender vi hinanden og vi er trygge ved det som plejer at ske. Omvendt så føles det rigtigt svært at blive venner med ’fremmede’ og vi bliver let utrygge når der sker noget nyt. Udfordringen er om vi er parate til at blive venner med mennesker vi ikke kender – om vi vil være kirke for ’de andre’og ikke bare for os selv.

Vores omvendelse
Vi har brug for en omvendelse. I stedet for at jeg får mine behov tilgodeset i kirken, så skal jeg sørge for at ’de andre’ – dem udenfor fællesskabet – får opfyldt deres behov. Jesus siger, at vi skal henvende os til de andre – ”alle folk” – dem udenfor vores fællesskab med det mål at få dem til at følge ham. Dét er formålet med Købnerkirken, at hjælpe mennesker til at følge Jesus. Det ved vi jo godt. Men vi ved også, at det letteste er, at vi sørger for os selv. Derfor skal vi vende os til Jesus og adlyde ham for at gøre det rette i stedet for det nemme.

De andres omvendelse
Alle har brug for en omvendelse. Også ’de andre.’ Det er selve kernen i Guds mission: Alle mennesker skal frelses! På nudansk betyder det, at alle folk skal følge efter Jesus og lære af ham. Når et menneske accepterer det Jesus siger som sandt, så sker omvendelsen, der hvor livet pludselig bliver evigt og kærligheden uendelig stærk! Det underlige og vidunderlige er, at det sker, når vi, der kender Jesus, gør som han siger og går til ’de andre’ med budskabet om Jesus.
Det er dog ikke den såkaldt ’rette tro’, der skal sætte grænser om vores fællesskab, men alene menneskers ønske om at være med i fællesskabet. Der er religionsfrihed i Købnerkirken. Det betyder, at enhver skal være velkommen til at deltage i alle aktiviteter i vores fællesskab uden, at man behøver at dele samme tro.

Rette vej
Købnerkirken er på rette vej. Vi afprøver nye missionsformer og vi er gået i gang med ombygning af Købnerkirken. Det viser at vi vil være kirke for ’de andre’. Vi ønsker at være en fri kirke for alle. Vi har valgt den vej der går ud i verden for at møde menneskers behov. Ja, vores visioner er ambitiøse og urealistiske at nå med de nuværende ressourcer. Netop: Den fremtid vi planlægger bliver kun til virkelighed når flere – de andre – tilslutter sig Købnerkirkens fællesskab.
Den rette vej er ikke blot at forbedrer bygningen og lave nye aktiviteter. Det er at du og jeg følger Jesus, tager imod hans undervisning og forkyndelse og siger ja til at gå til ’alle folk’ for at få dem til at følge Jesus! Og husk hvor let det i grunden er: Du skal bare ville det, og bede om det, så er Helligånden den kraft som gør det muligt. Og Jesus har selv lovet at være med dig så længe verden er til.

Kærlig hilsen
Jan Kornholt

Artikel trykt i Købnerkirkens Håndbog 2012

2 tanker om "Købnerkirken og de andre"

  1. Hanne Walsøe

    Hvad er menighedens behov -deep down? – Hvad er fælleskab? – Hvad skaber glæde og fremgang? – Hvorfor tør vi “kristne” ikke slippe egnekontrollen og den falske tryghed i vores konservatisme?
    – Et hurtigt lille studie rundt i verden, hvor “de andre” kommer til tro, giver et resultat, som siger at de, der rækker ud til deres næste uden at tænke på egne behov og med en tro på at Helligånden virker, oplever at Gud virker gennem dem. – “de andre” kommer til tro på Jesus og de “kristne” /menigheden får vel deres behov opfyldt, oftest med en forstærket bonus af fælleskab.
    – Hvis menigheden skal have sine behov dækket er eneste løsning vel at række ud til “de andre” der har behov. – Giv så skal der gives! – Ret enkelt!!!

    Svar
    1. Jan Kornholt Forfatter

      Herlig kommentar, Hanne, ja jeg tro du har ret: Det handler om at give slip på kontrollen og turde give plads til andre mennesker med alt hvad det kan medføre af uforudsigeligt rod. Og dermed vil “den gamle menighed” faktisk opdage at det giver mening.
      Men det er bare som om der er en grænse som vi skal over: Vi skal først spørge efter andres behov og selv holde kæft (= holde lav profil) med hvad jeg selv har lyst til.

      Svar

Skriv et svar