Jeg er så træt af kristnes diskussion om homoseksualitet

Ingen kristne har mere ret til at have ret end andre!

Ingen kristne har ret til at have mere ret end andre!

… og det er ikke de homoseksuelles skyld. Det trættende er når diskussionen ender med at kristne fradømmer andre kristne, retten til at kalde sig kristne.

Et af kendetegnene ved min kirke er friheden til tolke Bibelen. Jeg er baptist. Det betyder, at vi opfordrer hvert enkelt menneske til selv at læse Bibelen og personligt tage stilling til troen og livet. I min kirke er der frihed til at enhver vælger sin livsstil og ikke får den dikteret hverken af flertallet eller af præsten. I min kirke er der plads til at Gud kan tale direkte til det enkelte menneske. Der er plads til at mennesker kan træffe forskellige valg og alligevel være fuldt og helt med i fællesskabet.

Derfor er jeg så træt af at høre på dem som mener at deres tolkning af Bibelen skal gælde for alle. Især er jeg så træt af at høre på dem der med sikkerhed ved at mit liv og min kirke ligger udenfor Guds Rige fordi vi tolker Bibelen forskelligt. Jeg har i den seneste tid bl.a. fået følgende ord med på vejen: ’Du modarbejder Jesu sejr på Golgata’, ’Du har budt Satan velkommen i Købnerkirken’ og ’du forfører mennesker til at godtage synd’.  Det er meget grove anklager som fremføres af mennesker der mener at de selv har ret og som ikke kan acceptere at andre kristne tolker Bibelen anderledes end dem selv.

Jeg ønsker at være en del af et kristent fællesskab hvor jeg må have lov til at være i tvivl og have lov til at mene noget andet end de andre og i det hele tage må have friheden til at være på vej – IKKE på vej til det ENESTE rette svar på et givent spørgsmål, men på vej gennem livet til Guds Rige sammen med Jesus. Jeg vil ikke være i en kirke hvor der kun findes én rigtig mening!

Jeg husker at jeg som 20-årige gik med min fars aflagte bløde hat hvorpå jeg havde sat et Christiania badge. En jævnaldrende kristen pige fortalte mig at jeg ikke var kristen når jeg reklamerede for en ulovlig besættelse af statens ejendom. På den samme tid var der en hærskare af ældre i min kirke som fortalte mig at Jesus ville dømme mig hårdt på dommens dag fordi jeg spillede kort, dansede og drak øl. *

Og jeg er så træt af at det bare bliver ved og ved, at der altid findes sager som kan få kristne til at påstå om andre kristne, at de ikke er kristne! Så hold dog op med at opføre jer som om I er kloge som Gud selv! Og når det kommer til Gud (og det gør det jo!), så håber jeg Han vil forbløffe os ALLE den dag vi skal stå ansigt til ansigt med Ham. Jeg forventer at både jeg og alle andre på den dag kommer til at revurdere rækkevidden af hans tilgivelse og kærlighed. Altså, det ved jeg jo ikke, men det tror og håber jeg. Og jeg accepterer fuldt ud at der findes kristne som tror noget andet. Men hvad jeg ikke kan acceptere er at vi skal tro og mene det samme alle sammen.

Homoseksualitet? Ja, det gælder også andre emner. Min pointe her er, at opfordre til at kristne giver hinanden frihed til at tolke Bibelen i stedet for at gøre livet fattigt ved at påstå at der kun findes en rigtig måde at læse Bibelen på.

Kærlig hilsen
Jan Kornholt

* Jeg har ‘forbedret’ mig: Jeg er holdt op med at danse ♥

9 tanker om "Jeg er så træt af kristnes diskussion om homoseksualitet"

  1. Anders

    Jeg er Grundlæggende enig med Jan i at et hvert menneske skal have frihed til at vælge hvad man selv tror på. Er også overbevidst om at Gud har skabt os alle med en fri vilje til at selv vælge hvad vi vil tro på. Jeg er også enig i at Bibelen kan tolkes på mange forskellige måder. Jeg tror ikke at nogen mennesker med ret kan sige at deres syn på bibelen er den eneste rigtige, heller ikke jeg.

    Min tro og syn på bibelen fortæller mig dog, at jeg tror man misforstår bibelen når det kommer til emnet homoseksualitet. Kan man tolke anderledes end følgende citater fra bibelen argumenterer for?

    Ifølge Matthæusevangeliet kapitel 19 sagde Jesus: ”Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: ’Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød’? Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.”

    3.Moseborg 18 v22: Homoseksualitet er totalt forbudt – for det er en afskyelig
    synd.(Bibelen på hverdagsdansk)

    Romerbrevet kapitel 1, vers 26-27: Derfor giver Gud slip på dem og overlader dem til nedværdigende lidenskaber, så selv deres kvinder vender sig fra det naturlige forhold og hen til det, som er unaturligt, 27 ligesom mændene – i stedet for at have et naturligt kærlighedsforhold til kvinden – bliver optændt af begær efter hinanden og indbyrdes indleder skamløse forhold, som de pådrager sig en velfortjent straf for.

    Uanset om vi har forskellige fortolkninger af hvad vi læser bliver vi nødt til at stole på at bibelens ord er Kommer fra Gud.

    Jeg tror på at Gud også elsker homoseksuelle mennesker, men tror ikke at han vælger at velsigne deres ægteskab da dette vil modstride mod hvad bibelen fortæller os.

    Det er Vigtigt for mig at understrege at min indlæg er min personlige syn på debatten om homoseksualitet. Det er ikke skrevet for at fordømme homoseksuelle eller mennesker der har et andet syn på debatten end jeg har. Blot for at bidrage med en anden vinkel på debatten end den artikel som Jan så fint har skrevet.

    Venlige hilsner Anders

    Svar
  2. Katja Hansen

    Kære Jan
    Hvor er det et fantastisk indlæg. Og hvor er det befriende, at der stadig findes mennesker (præster) som dig. Jeg er rørende enig med dig. Desværre tror jeg altid det vil være sådan, hvilket historien jo også viser, at nogle kristne (på Jesu tid hed de farisæer) mener at deres tro er den eneste rigtige og at alle andre er “forkert” på den! Og dette gælder iøvrigt ikke kun kristne men indenfor mange andre religioner! For mig er grundessensen af det kristne budskab netop næstekærlighed og når man ser på Jesu liv så omfavnede han netop ALLE slags mennesker! Så lad os dig huske det og finde tilbage til det meget enkle budskab.

    Svar
  3. Jan Kornholt

    Tak for positive kommentarer og tak Anders for din støtte til mit budskab om at enhver har friheden til at tolke Bibelen også uanset vi når frem til forskellige konklussioner.

    Anders du benytter så anledningen til at fortælle os om din tolkning af Bibelen. Det var udelukkende min hensigt at opfordre kristne til at giver hinanden friheden til at have forskellige meninger. Men siden du nævner de kun 7 steder i Bibelen hvor homoseksuel adfærd nævnes, vil jeg lige komme med en respons:

    Du nævner også et Jesus citat hvor Jesus IKKE taler om homoseksualitet (hvilket han aldrig gjorde). Hvordan kan du konkludere negativt, at fordi Jesus fremhævner forholdet mellem mand og kvinde så er han imod kærlighedsforhold mellem mennesker af samme køn? Det giver jo ikke mening at drage konklusioner om emner som Jesus ikke beskæftiger sig med?!

    Både Moseloven og Paulus er begge problematiske at tage bogstaveligt i dag. HVIS Mosebøgerne og Paulus kan bruges som et direkte budskab til fordømmelse af homoseksuelle kærlighedsforhold, så er der vel også andre budskaber i Mosebogen og Paulus som vi skal tage ligeså bogstaveligt: Dødsstraf, forbud mod at spise svinekød, slaveri, kvinder tie i offentlige forsamlinger mv.?

    Både Mosebøgernes og Paulus’ fordømmelse af homoseksuel adfærd skrives i sammenhæng med advarsler mod afgudsdyrkelse og religionsblanderi og voldelige overgreb. Selvfølgelig skal vi tage disse advarsler alvorligt, men bibelens budskab forholder sig IKKE til frivilligt indgået livslange homoseksuelle parforhold. Derfor kan min tolkning af Bibelen sagtens harmonere med en positiv holdning til at mennesker lever i homoseksuelle forhold.

    Når jeg tolker Bibelen så gør jeg det både med hensyn til min virkelighed og med en overbevisning om at Guds Hellige Ånd aktualiserer og virkeliggør ordet for mig i dag. Jeg skal ikke efterligne kultur og samfundsforhold på Bibelens tid, men stole på at den levende Gud vil hjælpe mig til indsigt i hvad det er jeg skal tro gøre i det liv jeg lever i Danmark 2013.

    Kærlig hilsen Jan

    Svar
  4. Pia Walther

    Kære Jan

    Supergod artikel. Det er skønt med en præst som “giver os lov” til selv at tolke Bibelen og det uden en løftet pegefinger.
    Jeg er opdraget i den kristne tro, Folkekirken, og kendte intet til Babtister og andre Frikirker før jeg startede i Amager Gospelkor. Og jeg må sige at det er nogle helt anderledes prædiker der holdes i Frikirkerne. Hvilket jeg finder befriende. Også dejligt at ingen ser ned på mig fordi jeg måske ikke lige mener det samme som den.
    Jeg tror, at hvis man i Folkekirken ville sænke den pegefinger og respekterede menigheden og dens meninger på samme måde som i Frikirkerne, ville flere gå i kirke og ikke som det er nu, hvor man taler om at lukke en masse Folkekirker.
    Forøvrigt, hvor i Bibelen står der at man ikke må danse og drikke øl? Så vidt jeg ved drak Jesus vin, eller er der noget jeg har misforstået. Så jeg syntes at du bare skal danse videre.
    Dette var måske lidt uden om emnet, men jeg måtte lette mit hjerte. Tak.
    Kærlig hilsen Pia Walther

    Svar
  5. Birgitte Rønn Appeldah

    Hej Jan.

    Jeg kom tilfældigvis ind på din artikel, da jeg ledte efter badges. Og tænkte at jeg bare lige ville dele et vidnesbyrd med dig. En af mine kristne venner, fik et stærkt møde med Jesus. Hun tog imod Herren i sit liv og begyndte sin vandring med Ham. Hun var dengang homoseksuel. Stille og rolig oplevede hun at Herren talte til hende om dette i kærlighed og ønskede at sætte hende fri. Han viste hende der hvor hun havde indgange og hvor hun havde sår på sjælen og i sin ungdom havde identitets problemer. I dag er hun sat helt fri, og har fået fuld lægedom for det. Og hun er så glad og fredfyldt omkring det. Så vil også bare dele med dig min egen vandring. Jeg oplever selv at Herren dagligt renser mig for synd gennem blodet. Jeg har aldrig oplevet mig fordømt af Herren i den proces. Oplever hans store kærlighed i det. Oplever at Han har vist mig at der ligger store sår bag enhver synd. Og herfra oplever jeg at få stor lægedom i mit liv. Det som er mit budskab er, at jeg oplever at det er det som Herren ønsker vi kan tage imod fra Ham. Hans velsignelser ind i vores liv, fuld genoprettelse og lægedom. Men dette er bare min oplevelse. Herren elsker os virkelig højt, alle og enhver af os. Han gav sit liv for os. Og jeg giver dig fuldstændig ret i at vi ej bør have en pegefinger overfor hinanden. At rette hinanden til. Det oplever jeg er er en sag mellem Gud og den enkelte. Og dommen er ikke vores, men Herren selv. Mit budskab er at vi alle hver især må få et personligt forhold til Herren. Lære at høre hans røst og lederskab i vores liv. Og få en kærligheds relation til Ham. Dog oplever jeg at Han ønsker at sætte os fri fra synd. Men Han ønsker at gøre det for os. Jeg selv elsker at danse. Og oplever at vi kan tilbede Herren gennem dans . Hihi. Ha en god dag. Kh. Gitte

    Svar
    1. Jan Kornholt Forfatter

      Kære Birgitte
      Tak for din venlige og fine kommentar til min artikel. Jeg er meget glad fordi formulerer dig så åbent og kærligt. Jeg har det ligesom dig at Herren dagligt renser mig for synd i kraft af det han har gjort for mig på korset. Han tog min synd.
      Jeg er lidt i tvivl om hvad du mener om homoseksualitet. Ud fra sammenhængen lyder det som du, du mener at homoseksualitet er en synd, som vi kan forvente at Jesus vil fjerne og en sygdom vi skal bede om helbredelse for. Jeg mener ikke at homoseksualitet er en sygdom eller er synd. Jeg kender ligesom dig homoseksuelle – men de fleste gode beretninger, jeg kender, handler om at Jesus har sat dem fri til at erkende og acceptere den seksualitet de er født med. Jeg kender desværre også personligt de forfærdelige beretninger om homoseksuelle kristne, der har forladt kirken og troen fordi deres medkristne betragtede dem – og behandlede dem som syndere og som syge. Lad os derfor omslutte hinanden med kærlighed. Ja, vi skal lade Gud om at dømme og også lade Gud om at bestemme hvad der er synd i et andet menneskes liv.
      Kærlig hilsen Jan

      Svar

Skriv et svar