I just don’t care at all

Lou Reed 1942-2013

Lou Reed 1942-2013

Den 27. oktober 2013 døde den amerikanske rocksanger Lou Reed. Han var en gudsbenådet digter og sangskriver som jeg har lyttet til i mere end 40 år. Han lærte mig for mange år siden at jeg ikke skulle bekymre mig. Lou Reed var i sine unge dage kendt for en fundamental sorgløshed grænsende til ligegyldighed. I en af sine sange “Fortune son” beskriver han forholdet mellem rig og fattig, om den rige mands mange muligheder og den fattiges misundelse, og Lou Reeds slutreplik i hver vers er “… but me, I just don´t care at all.” (… men mig? Jeg er bare fuldstændig ligeglad). En markant ligegyldighed overfor en problemstilling som har betydning for mange mennesker.

Jeg har siden lært at de gudsbenådede kunstnere får deres evner og indimellem også deres budskaber fra Gud selv. Jesus taler fx tydeligt om en sorgløs ligegyldighed: ”I skal ikke bekymre jer om hvad I skal spise og drikke, eller hvordan I får tøj på kroppen. Ogkan I forlænge jeres liv med så meget som en dag ved at bekymre jer? Nej, I skal koncentrere jer om Guds rige og det Gud vil have jer til, og så vil han sørge for alt det andet. I skal ikke bekymre jer om dagen i morgen!” (Fra Mattæus Evangeliet 6, 25-34)

Mine bekymringer kan hurtigt komme til at fylde meget, bekymringer for fremtiden, økonomien, arbejdet og familien og helbredet. Ja bekymringerne står i kø, og jeg kan blive fristet til at give op og lade det hele sejle. For alting går jo nok galt. Mine bekymringer truer min glæde. Jeg har brug for hjælp til at være ligeglad med det som er mindre vigtigt, og hjælp til at koncentrere mig om det vigtige.

Jesus hjælper os. Han giver os et bekymringsforbud: ”I skal ikke bekymre jer!” og derefter et påbud om hvad vi skal: ”I skal koncentrere jer om Guds rige” og til sidst et løfte: ”så vil Gud sørge for alt”. Jesus siger, at det overhovedet ikke nytter at bekymre sig: ”Kan I forlænge jeres liv ved at bekymre jer?” Budskabet er klart: Gud vil sørge for dig! Det er det glade budskab til dig. Gud vil sørge for dig, og derfor skal du ikke bekymre dig. I stedet skal du koncentrere dig om Guds rige og det Gud vil have dig til, og så vil han sørge for alt det du bekymrer dig om.”

Sådan vil jeg leve: Trodse alle bekymringer, nægte at tro at verden er af lave og tro at livet er en gave som Gud hjælper mig med at pakke ud og bruge på bedste måde. Men kan jeg så bare være ligeglad med alt! Nej, der findes også en sund bekymring der handler om kærlighed, retfærdighed og omsorg for andre. Jeg skal bekymre mig om andres ve og vel. Det betyder at jeg skal gøre noget godt for at andres liv kan lykkes.

Den negative bekymring gælder forhold hvor du hverken kan gøre fra eller til. Og det gælder bekymringer som fx skyldes angst, misundelse, egoisme, grådighed. Du skal være mere ligeglad med det materielle og om hvordan det går dig selv. I stedet for skal du fokusere på Guds rige som handler om at du skal elske Gud og du skal elske dine medmennesker. Og husk løftet: Gud vil sørge for alt det andet! Så bliver det i dag en perfekt dag uden bekymringer.

Kærlig hilsen
Jan Kornholt

PS: Vidste du at der står “Du skal ikke bekymre dig” 365 gange i Bibelen. Det en gang pr. dag!

Skriv et svar