Hvem er kristen?

... en der følger Jesus

I Bibelen kan vi læse at Jesus samlede sig en gruppe af mennesker der fulgte ham. Det gjorde de bogstaveligt talt: I tre år gik de rundt i landet sammen. Jesus underviste dem og lærte dem at gøre det samme som han kunne. Derfor blev de kaldt disciple – det betyder lærlinge. Jesus lærde dem at tale om Gud og at undervise om Guds Rige og især lærte han dem at have omsorg for andre mennesker.

Et kristent menneske er et menneske som ønsker at følge Jesus. Og kirken er et fællesskab af mennesker, der ønsker at følge Jesus og som siger ja til at følges ad gennem livet med Jesus som lærer og forbillede.

Og det begynder med at Jesus kalder. Han opfordrer mennesker til at vende sig om ham og tage imod hans hjælp og hans undervisning. Det kan for nogen blive en dramatisk omvendelse fra et liv i meningsløshed og egoisme, for andre et stille og naturligt skridt på livets vej. Men for alle drejer det som om at finde ind til selve livets mening: At følge Jesus er at modtage livet fra Gud og at give det hele videre i kærlighed til andre.

Jesus kalder på mange måder: Du kan høre det når du læser i Bibelen eller når du synger om ham. Du kan også høre ham kalde når du beder eller når du taler med andre mennesker om ham. Jeg har fx hørt Jesus kalde gennem denne fantastiske salme af John Belle & Graham Maule:

 ”Det er dig, som jeg nu kalder,
vil du følge mig?
Vil du gå i mine fodspor
ad en ukendt vej?
Vil du kendes ved mit navn,
vil du møde sorg og savn,
vil du hvile i min favn
og la´ mig bli´ hos dig?

Vil du åbne blindes øjne,
vil du følge mig,
føre fanger ud i frihed
ad en ukendt vej?
Vil du læge andres sår
i det skjulte, år for år,
mærke glæden, som du får,
for jeg vil bli´ hos dig.

Vil du trodse angst og uro,
vil du følge mig,
ta´ imod dig selv med nåde
på en ukendt vej,
la´ de ord, som jeg har sagt,
foldes ud med skabermagt
trods din tvivl og selvforagt,
for jeg vil bli´ hos dig.”

Det kristne liv begynder med at Jesus kalder: ”Kom, følg mig!”. Det kald kræver et svar. Dit svar bestemmer om du kan kalde dig selv kristen eller ej. Hvis dit svar er ”JA” så kan du fx læse det sidste vers i salmen som dit ”ja til Jesus”. Og kom så og slut dig til fællesskabet af de mange som også har valgt at følge ham:     

”Når du kalder, vil jeg lytte.
Jeg vil følge dig!
Jeg vil vende om og vandre
ad en ukendt vej.
ja, af hjertet vil jeg be´:
Herre, lad din vilje ske,
for jeg ved, at jeg skal se
mit liv fuldendt i dig.”

Kærlig hilsen
Jan Kornholt

En tanke om "Hvem er kristen?"

Skriv et svar