Hvad er et menneske værd?

Hvad er et menneskes liv værd?

       Hvad er et menneskes liv værd?

Du kender sikkert til følelsen af at være værdiløs? Måske er det ikke bare en følelse, men et faktum, fordi du oplever at andre fortæller dig det, eller de viser dig at du ingen værdi har. For ikke at ende i et sort hul er det vigtigt at du ved hvad et menneske egentlig er værd.

En menneskekrop er ca. 1000 kr. værd. Reduceret til sine elementære bestanddele har et menneske en relativt simpel kemisk sammensætning. Over 99 procent udgøres af kun ti forskellige grundstoffer, heraf er den største del ilt og brint i form af vand. I et menneske er der dog også kulstof nok til to poser grillkul, jern til et par solide søm samt svovl til nogle gode store tændstikæsker.

Jeg har hørt at en 16 årig dreng blev dræbt af en nabo under et skænderi om et par sko. Og en anden sandfærdig beretning er om en 17 årig der blev dræbt på grund af uenighed om et stykke kylling! Overalt i verden bliver mennesker solgt som slaver. Der bliver sat pris på et menneskeliv og prisen er ikke høj. Børn tvinges til arbejde på fabrikker og unge bliver solgt til et liv som prostituerede. Er et menneske bare en ting der kan handles? Er et menneske ikke mere værd end et par sko eller et stykke kylling? Mennesker kan behandle hinanden som skidt, og mennesker kan derfor forståeligt nok føle sig værdiløse.

Men endnu vigtigere er det at vide, hvor meget et mennesker er værd i Guds øjne. Jesus siger: ”Er det ikke rigtigt at man kan få fem småspurve for et par småmønter? Alligevel glemmer Gud ikke én af dem. Han ved alt om jer, selv hvor mange hår I har på hovedet. I skal ikke være bange, for I er langt mere værd end spurvene!” Lukas Evangeliet 12,6-7

Det gode budskab er at et menneske aldrig er glemt af Gud. Selv småspurvene glemmer Gud aldrig, og du er meget mere værd end dem. Og du skal huske, at du ikke er en ting, men en skabning. Gud har skabt dig i sit billede! I Bibelen i Salme 8 spørger digteren: ”Hvad er et menneske værd” og svarer at Gud har skabt mennesket til at være ”kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det”.

Når du føler dig ganske lidt værd, så husk at Gud har skabt dig. I Guds øjne har du uendelig stor værdi. Ja, Gud elsker dig så meget at Han sendte sin søn Jesus for at dø i stedet for dig. Det kan du læse om i Johannes Evangeliet 3,16: ”Gud elskede nemlig verden så højt at han ofrede sin eneste søn for at den der tror på ham, ikke skal dø, men få evigt liv.”

Der er sat en pris på dit liv, den højeste pris der findes. Du er ligeså meget værd som Guds egen søn, for han tog straffen for din synd, dine fejl og betalte med sit liv for at du kan leve. Så meget er et menneske værd! Om du så var det eneste menneske på jord, så ville han komme og ofre sig for dig, bare for at du kan leve. Glem det aldrig: Ethvert menneske har stor værdi! Du er uendeligt meget værd, Gud elsker dig!

Kærlig hilsen Jan Kornholt

En tanke om "Hvad er et menneske værd?"

  1. Pingback: Hvad er du værd? | Købnerkirken

Skriv et svar