FØLG MIG

 

follow-meJeg er i den seneste tid blevet udfordret i mit syn på hvad det vil sige at være kirke og at være kristen. Engang troede jeg det handlede om de rette læresætninger og den rigtige teologi. Jeg gik fx meget op i at kunne formulere med ord hvad jeg selv troede på, og jeg var også god til at fortælle om at andres tro var forkert. Jeg mente dengang, at definitionen på en kristen var noget med at have den rigtige tro.

I dag vil jeg sige, at det kristne liv ikke handler om at tro, det handler om at leve. At være kristen handler først og fremmest om hvordan jeg lever mit liv. Og det kristne liv er ifølge Bibelen ”at følge Jesus”. Sådan viste Jesus os det. Han kaldte nogen til at følge med. ”Følg mig”, sagde han. Og det var der nogen der gjorde. De blev kaldt disciple, som betyder elev. De skulle være sammen med Jesus, gå med ham og lære af ham.

Jesus underviste sine disciple. Han viste dem hvordan de skulle gøre og han fortalte dem hvordan det hele hænger sammen. Læs selv de fire evangelier i Det Nye Testamente. Det sidste Jesus sagde til disciplene var: ”Gå ud og gør alle folkeslagene til mine disciple. Døb dem og lær dem at holde alt det som jeg har befalet jer.” (Mattæus 28,19-20). Han sagde ikke til dem: Gå ud og stift kristendommen som en verdensreligion, eller gå ud og byg store katedraler til ære for mig. Han sagde ”gå ud og få folk til at gøre sådan som jeg gør”.

Dét er at være kristen, at være en discipel. Jesus kalder hver enkelt af os på forskellig måde til at være hans elever. Vi inviteres til at følge ham og være sammen med ham. Da vil han lære os at leve som Gud har tænkt det. Kunsten at leve kan synes svær, og det er da heller ikke bare nemt at følge Jesus. Men når du vælger at følge Jesus, så vil du lære at leve det liv hvor kærligheden besejrer det onde og hvor livet er stærkere end døden. Det er alt besværet værd!

Og det med at være kristen/discipel er ikke noget du kan gøre i kirken en time om ugen. Det er heller ikke noget du nogen sinde bliver helt udlært i. Det har derimod noget med den måde du lever dit liv på til dagligt, den måde du møder problemer og møder andre mennesker. Dér forsøger du at følge ham som du kalder din herre ved at leve som han har lært dig det.

Du er ikke kristen fordi du er døbt. Du er ikke kristen fordi du er medlem af en kirke. Du er ikke kristen når du tror det rigtige eller tror nok. Du er et kristent menneske i det øjeblik du ønsker at følge Jesus, og vil være hans discipel.

Og det er også din udfordring i dag – at tage stilling til den opfordring som Jesus har til dig: ”Kom og følg mig!” Som præst i Købnerkirken er det min opgave at formidle det budskab. Derfor lyder mine prædikener ofte sådan her: ”Kom og gå sammen med Jesus, lev sammen med ham, modtag hans kærlighed og glæde. Gå i hans fodspor, lær af Jesus og gør som han.” At sige ja til det, er at vælge det gode liv. Så er du kristen og sammen er vi kirke.

Kærlig hilsen Jan Kornholt
maj 2014

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *