Kategoriarkiv: Gospelkor

INTRO Amager Gospelkor

Amager tilbyder dig musik og glæde og nye venner

Amager Gospelkor tilbyder musik, glæde og nye venner

Amager Gospelkor indbyder til INTRO-møde for nye kormedlemmer og alle der overvejer om de skal synge gospel i Købnerkirken. Formålet med mødet er dels at give de vigtigste informationer om koret og dels at hjælpe nye sangere til hurtigt at føle sig hjemme i fællesskabet. Og hvis du bare er nysgerrig og vil vide mere så er du også velkommen.

Næste INTRO-møde er tirsdag den 22. oktober kl. 18.15 i Købnerkirkens underetage. INTRO mødet varer omkring 30 minutter sådan at alle der ønsker det kan være klar til at synge til sæsonens første korøvelsen samme aften kl. 19.00.

Nogle af korets ledere og medarbejdere vil komme og fortælle hvad der er værd at vide om Amager Gospelkor. Du vil høre lidt om korets formål og historie og om hvordan koret er organiseret. Og du vil få at vide hvilke forventninger der er til korets medlemmer, og endelig vil du kunne høre om korets aktuelle fremtidsplaner.

Gospelkoncert med Mark Taylor

Mark Taylor leder 'workshopkoret' søndag kl. 16.00

Mark Taylor leder ‘workshopkoret’ søndag kl. 16.00

Søndag 22. september kl. 16.00 er der koncert i Købnerkirken. Hele weekenden vil der være musik fra morgen til aften i kirken. Amager Gospelkor samarbejder med gospelkoret ‘faith’ fra Christianskirken i Lyngby om en workshop med Mark Taylor USA der er en af verdens førende gospelinstruktører og en formidabel sanger og pianist. I 2012 var Gospelkoret Faith vært for et tilsvarende meget vellykket arrangement med omkring 80 deltagere. I år er der tilmeldt næsten 120. Og weekenden afsluttes med koncert i Købnerkirken søndag kl. 16.00. Entre 75 kr. Billetter kan købes ved indgangen eller i forsalg på http://billetto.dk/events/gospelkoncert

Kunsten at leve… med børn

Oplev den nye og attraktive gudstjenesteform i Købnerkirken

Ny og attraktiv gudstjenesteform i Købnerkirken

’Kunsten at leve.’ Sådan hedder gudstjenesten i Købnerkirken på søndag. Vi gør det attraktiv at gå i kirke: Budskabet er aktuelt og vigtigt, og det hele foregår i et uformelt og nutidigt sprog – både ordene og musikken.

Søndag den 15. september kl. 10.30 i Købnerkirken handler det om ‘kunsten at leve med børn’. Eller rettere ’hvad voksne kan lære af børn’. Der er nemlig også barnevelsignelse på søndag: Julie Holme Kristensen ønsker at vi sammen skal takke Gud for hendes søn Albert og bede Gud velsigne hans liv. Købnerkirkens præst Jan Kornholt fortæller om hvordan børnene er både en opgave og et forbillede for voksne.

Ved Gudstjenesten medvirker Amager Gospelkors solistgruppe der under ledelse af Mads Holm Andersen vil sørge for at salmesangen fylder både kirkerum og hjerterum. Og så får vi besøg af en af verdens bedste gospelsangere Bob Bailey der vil synge en solo for os.

Du behøver ikke spise hjemmefra. Undervejs i gudstjenesten kan du gå til buffeten hvor der serveres lækker brunch. Og selvfølgelig vil ’dagens gave’ netop denne dag gå til både børnene og musikken: Vi samler ind til Købnerkirkens børne- og ungdomskor Gospel Generation KIDS og NEXT.

Gospelkor for børn

Gospel Generation KIDS øver i Købnerkirken

Gospel Generation KIDS øver i Købnerkirken forår 2013

Gospel Generation KIDS er gospelkor i Købnerkirken for børn fra børnehaveklasse til 3. klasse. Vi synger gospelsange på både dansk og engelsk. Vi skal bruge kroppen og lære stemmen bedre at kende. Vi leger og danser og har det sjovt.  Korets ledes af meget dygtigste intruktører: Nina Luna, Mads H. Andersen og Putri Dehn. Vi øver hver torsdag kl. 16.00-17.00 i Købnerkirken. Den nye sæson begynder torsdag den 29. august kl. 16.00 og fortsætter til 12. december.

Lidt praktisk Gospel er nemlig ikke kun for voksne …! At udvikle børns musikalske forståelse er en rigtig god måde at stimulere deres trivsel og kreative sans! Leg og læring indgår i forening og styrker børnenes evner og tro på sig selv. Vi lægger stor vægt på fællesskabet og det sociale aspekt i det at synge i kor sammen. Det kræver ingen musikalske forkundskaber at være med, kun lysten til at synge. Selv om nogle af sangene handler om det kristne budskab så er koret for alle uanset tro. Købnerkirken er en fri kirke for alle! Og så er der te og kaffe/til de voksne imens. Kunne du tænke dig at være med, eller kender du nogen som har lyst? Så kik ind i Købnerkirken på Skotlandsplads en torsdag og syng med! Kom selv, tag vennerne med eller tag dine børn eller børnebørn med. Vil du vide mere så kontakt Jan Kornholt tlf. 21 49 44 12. Det er gratis at være med de første 2-3 gange, og hvsi det er noget for dig så kan du melde dig ind. Kontingent er 400 kr. pr. sæson = et halvt år.

Der er også et gospelkor i Købnerkirken for unge og et for voksne. Det kan du læser mere om her… 

Syng gospel

Lad dig rive med af Amager Gospelkors energi og begejstring

Vil du være med i et fællesskab fuld af glæde og sang?

Amager Gospelkor begynder den nye sæson tirsdag den 27. august. Samme dag indbydes til INTRO-møde for nye kormedlemmer og alle der overvejer om de skal synge gospel i Købnerkirken og så selvfølgelig for alle der bare er nysgerrige. Formålet med mødet er dels at give de vigtigtigste informationer om koret og dels at hjælpe nye sangere til hurtigt at føle sig hjemme i fællesskabet.

INTRO-møde tirsdag den 27. august begynder kl. 18.15 i Købnerkirkens underetage. INTRO mødet varer omkring 30 minutter sådan at alle der ønsker det kan være klar til at synge til korøvelsen samme aften kl. 19.00.

Nogle af korets ledere og medarbejdere vil komme og fortælle hvad der er værd at vide om Amager Gospelkor. Du vil høre lidt om korets historie og om hvordan koret er organiseret. Og du vil få at vide hvilke forventninger der er til korets medlemmer, og endelig vil du kunne høre om korets aktuelle fremtidsplaner. Så det er nu du skal overveje om du vil synge gospel i Købnerkirken – eller hvis du kender nogen som vil have godt af det, så send informationen videre.

Købnerkirken fester på Skotlands Plads

Skotlands Plads sommerfest 2013Lørdag 15. juni er der for første gang sommerfest på Skotlands Plads. Festen markerer indvielsen af de nye byrum i Sundholms kvarteret på Amagerbro herunder Skotlands Plads, hvor Købnerkirken ligger.

Fra kl. 12.00 er der varme på grillen, hvor du kan tilberede din medbragte mad. Så pak en madkurv, hop på metroen, bussen eller cyklen og kom til sommerfest. Du kan slå dig ned i græsset og nyde mågerne, loppemarked, dans, sport og koncert. Der sker noget hele eftermiddagen.

Købnerkirken er med til at arrangere festen, og kirken vil på flere måder være synlig: Amager Gospelkor optræder, Cafe Julius serverer kaffe og Købnerkirkens lokaler vil være åbne hele dagen med fotoudstilling og flere aktiviteter:

PROGRAM
♔ 12:00-16:00: Loppemarked
♔ 12:00-15:00: Picnic
♔ 12:00-14:00: Amager Lynpulje projektspil for unge
♔ 13:00-13:30: Amager Gospelkor optræder
♔ 13:30-14:00: Mavedans
♔ 14:00-14:30: Amager Gospelkor optræder
♔ 14:30-15:00: Mavedans
♔ 15:00-16:30: Kofoeds Skoles Mellemøstorkester
♔ 15:00 – 17:00: Streetsoccer turnering
♔ 15:00 -17:00: Basketball turnering

HELE DAGEN
♔ Sportsaktiviteter for alle aldre. Petanque, bordtennis, parkour, bordfodbold, slackline mm.
♔ Fotoudstilling i Købnerkirken: Lisbeth Weise Hansen ’tilblivelsen af den nye Skotlands Plads’
♔ Popcorn og skumfiduser for børn og barnlige sjæle.
♔ Bibliotek i det fri
♔ Købnerkirkens Cafe Julius serverer kaffe og kage
♔ Børnekulturhus Amar’ laver kunst og gøgl med børn.
♔ Fuglekasse-workshop med Happy City Birds

Få selvtillid i Købnerkirken

kunsten at leve 01’Kunsten at leve.’ Sådan hedder den nye gudstjeneste i Købnerkirken. Vi prøver at gøre det mere relevant og attraktiv for nutidens mennesker at gå i kirke: Relevant fordi det handler om et aktuelt og vigtigt emne og attraktivt fordi det hele foregår i et uformelt og nutidigt sprog – både ordene og musikken.

Søndag den 9. juni kl. 10.30 i Købnerkirken handler det om ‘kunsten at leve med selvtillid’. Hvordan kan jeg slippe for følelsen af mindreværd og i stedet leve med selvtillid? Købnerkirkens præst Jan Kornholt vil fortælle om sine egne mindreværdskomplekser og om hvordan budskabet om Jesus kan give selvtillid.

Ved Gudstjenesten medvirker Amager Gospelkors solistgruppe der under ledelse af Nina Luna og Mads Holm Andersen vil sørge for at salmesangen fylder både kirkerum og hjerterum. Vi skal synge nyt og gammelt og kendte og populære gospel-lovsange, der taler til følelser og krop.

Du behøver ikke spise hjemmefra. Undervejs i gudstjenesten kan du gå til buffeten hvor der er brød, pålæg, kaffe, te og juice. Og ingen ved endnu hvordan der ser ud i kirkesalen på søndag. Nu hvor bænkene er ude er der muligheder for at stille stole og borde på mange sjove måder.

Sommerkoncert med Amager Gospelkor

Lad dig rive med af Amager Gospelkors energi og begejstring

Lad dig rive med af Amager Gospelkors begejstring

Forårssæsonen i Amager Gospelkor slutter som sædvanlig med en stor koncertoplevelse i Købnerkirken: Søndag 2. juni kl. 19.00 afholdes sommerkoncert hvor du på ca. 1,5 time kan opleve gospelmusik af meget høj kvalitet.

Amager Gospelkor optræder med ca. 100 sangere under ledelse af Nina Luna og Niels Engell. Lyt til både rørende ballader og svedig danse gospel. Nyd også korets dygtige solister der ugentlig øver en del mere end resten af koret. Billetpris 75 kr. Børn under 6 år gratis adgang. Dørene åbnes kl. 18.30. Kom i god tid for at være sikker på en god plads.

HUSK også at du kan høre Amager Gospelkor ved to udendørs koncerter: Lørdag 8. juni kl. 13.00 på markedsscenen på Nytorv/Gammeltorv tæt ved Domkirken og igen lørdag 15. juni kl. 13.00 og 14.00 hvor koret medvirker ved indvielses- og sommerfest på Skotlands Plads.

En kirke i verden

Købnerkirken ønsker at være et levende fællesskab der er tilstede i verden, der hvor mennesker lever. Søndag den 21. april blev der indsamlet affald i lokalområdet og serveret gospelmusik i Tivoli. Se billederne her…

Glade børn fra Købnerkirken synger om Guds kærlighed

Børn fra Købnerkirken synger i Tivoli om Jesus

Omkring 2000 sangere fra 40 gospelkor optrådte denne weekend ved Tivoli Gospelfestival på tre udendørsscener i den ganle have. I blandt dem var der omkring 130 sangere i alle aldre fra Købnerkirken. Søndag kl. 15.00 optrådte Købnerkirkens børnekor og ungdomskor Gospel Generation KIDS og Gospel Generation NEXT. Sammen med børn og unge fra Fredens Kirke på Østerbro og Apostolsk kirke i Lyngby blev det ialt til 77 glade sangere der optrådte på Pantomime Teatrets scene.

Søndag aften kl. 20.30 var det Amager Gospelkor fra Købnerkirken der fik lov til at afsluttet festivalen med et brag af en koncert. 100 sangere deltog i denne stemningsfyldte oplevelse. Solen skinnede da koncerten begyndte og da sidste nummer var forbi var det kun Tivolis og månens lys der skinnede. De fleste sange krævede at hele kroppen rørte sig, men da koret sluttede med ‘velsignelsen’ blev der meget stille og alle blev fyldt med taknemlighed over al den gode musik og den kristne forkyndelse som havde fyldt Tivoli disse to dage.

Affaldet hober sig op foran Købnerkirken på 'affaldsdagen'

Affald foran Købnerkirken på ‘affaldsdagen 2013’

Søndagen i Købnerkirken begyndte med affaldsindsamling. For tredje år i træk var Købnerkirken vært for denne begivenhed hvor beboerne, organisationer m.fl. hjælpes ad med at gøre byen ren. Omkring 50 mennesker deltog på forskellig vis i arrangementet. Fra kl. 9.00 var der morgenmad og musik i Cafe Julius og dagen sluttede med suppe og præmieoverrækkelse kl. 12.00.

Købnerkirken er ikke blot en kirke i kirken, men ønsker at være kirke i verden. Det betyder fx som denne søndag at vi vil gøre Guds verden til et bedre sted at være ved konkret hjælpearbejde og vi vil gøre mennesker liv bedre ved at sprede det gode budskab om Jesus.

Se billederne her…

Købnerkirken skal i Tivoli

Gospel Generation NEXT øver i Købnerkirken

Gospel Generation NEXT øver i Købnerkirken

Omkring 1900 gospelsangere og 40 gospelkor deltagere i Tivoli Gospelfestival den kommende weekend og vil på skift optræde på Tivolis tre udendørsscener. Også Købnerkirkens tre gospelkor medvirker: 

Gospel Generation KIDS og NEXT optræder søndag 21. april kl. 15.00 på Pantomimeteatrets scene. Mere end 70 børn og unge vil optræde sammen. 25 af dem er fra Købnerkirken og de andre kommer fra de to andre kirker hvor vi har Gospel Generation kor: Fredens Kirke i Ryesgade og Apostolsk Kirke i Lyngby. Kom og oplev de glade børn og unge som har øvet ihærdigt i mange uger til denne store dag. 

Amager Gospelkor på Plænen i Tivoli 2011

Amager Gospelkor på Plænen i Tivoli 2011

Amager Gospekor optræder på Plænen søndag 21. april kl. 20.30 og lukker dermed festivalen med et brag af en koncert. Korets dirigeres af Nina Luna og Niels Engell er pianist og kapelmester. Peter Mikkelsen spiller bas og Tobias Folting på trommer. 105 af korets medlemmer har tilmeldt sig arrangementet og viser dermed at Amager Gospelkor virkelig er blandt de største kor i Danmark. Det bliver på alle måder en stor oplevelse på søndag aften i Tivoli.