Kategoriarkiv: Gospel

Syng med KIDS og NEXT

Vi sang i Tivoli 29. april og nu skal vi også synge på Bakken! (foto: Mette Rønnow)

Købnerkirkens to gospelkor for børn og unge afslutter sæsonen med et brag, eller rettere to: Torsdag 15. juni kl. 16.00 er alle inviteret til sæsonafslutning i kirkesalen. Her vil begge kor optræde hver for sig og sammen og hele forsamlingen får også lov til at synge med. Bagefter er der hygge i Café Julius, hvor der som sædvanlig er servering af frugt, kiks, saft og te til korsangerne. For de rigtigt sulte kan dagens ret (svensk pølseret) anbefales.

Og så det helt store brag: Lørdag 17. juni kl. 15.00 optræder Gospel Generation KIDS og NEXT på friluftsscenen på Bakken sammen med søsterkorene fra Østerbro og Lyngby. Hele eftermiddagen er der god gospelmusik på Bakken. Efter sommerferien begynder den nye sæson torsdag 24. august kl. 16.00 og 17.00.

Gospel Café – musik og budskab

Velkommen til Gospel Café i Købnerkirken Søndag 9. april kl. 11.00.

Købnerkirkens børnekor og ungdomskor Gospel generation KIDS og NEXT medvirker med forrygende gospelmusik som vil begejstre alle. Korene ledes af dirigent Putri Dehn, pianist Mads Holm Andersen og assistent Rikke Eliasen. (Husk at korenes sangere mødes allerede kl. 10.00 til opvarmning og kort øvelsen)

Gospel Café er en gudstjeneste i uformel stil og med aktuelt indhold og nutidige former. På søndag er det meget på børnenes og de unges præmisser, men alle aldre er meget velkommen til at deltage. Købnerkirkens præst Jan Kornholt holder en kort tale om hvad det der med PÅSKE er for noget.

Café Julius har åbent fra kl. 10.00 til kl. 14.00, hvor du kan nyde din morgenmad, brunch eller lunch. Og HUSK når du handler i Café Julius så hjælper du mennesker i nød.

GOSPEL for børn og unge

Gospelmusik er også for børn og unge!  I Købnerkirken er der både et børnekor og et ungdomskor – og forårssæsonen 2017 begynder torsdag 19. januar

KIDS og NEXT ved julekoncerten 11. december 2016

Gospel Generation KIDS
Gospelkor for alle drenge og piger fra 0. – 3. klasse (Ca. 6-9 år). Vi synger gospelsange på både dansk og engelsk. Vi skal bruge kroppen og lære stemmen bedre at kende. Vi lege og danser og har det sjovt. Vi øver hver torsdag kl. 16.00-17.00 og første øvelse i forårs-sæsonen er torsdag 19. januar.

Gospel Generation NEXT
For alle børn og unge fra 4. til 10.klasse (Ca. 10-16 år). Vi synger fede gospelsange på både engelsk og dansk, og arbejder med sangteknik, koreografi og energi! Smukke ballader og vilde uptempo numre er på repertoiret. Vi øver hver torsdag kl. 17.00-18.15 og vi begynder forårs-sæsonen torsdag 19. januar.
Gospel Generation KIDS og NEXT ledes af Putri Dehn, Mads Holm Andersen og Rikke Eliasen.

Sommerkoncert med Amager Gospelkor

Sidste øvelse inden koncerten 31. maj: Amager Gospelkor er klar!

Sidste øvelse inden koncerten 31. maj: Amager Gospelkor er klar!

Forårssæsonen i Amager Gospelkor kulminerer med en stor koncertoplevelse i Købnerkirken: Tirsdag 31. maj kl. 19.00 afholdes sommerkoncert hvor du på ca. 1,5 time kan opleve gospelmusik af høj kvalitet.

Amager Gospelkor optræder med ca. 100 sangere under ledelse af dirigent Claes Wegener og pianist Niels Engell. Lyt til både rørende ballader og svedig danse gospel. Nyd også korets dygtige solister der ugentlig øver 1,5 time mere end resten af koret. Billetpris 80 kr. Børn under 12 år 40 kr. Køb din billet i forslag på www.billetlugen.dk. Dørene åbnes kl. 18.30. Kom i god tid for at være sikker på en god plads.

HUSK også at du selv kan synge med i Amager Gospelkor. Ny sæson begynder tirsdag 30. august med INFO møde kl. 18.15 og øvelse kl. 19.00.

HUSK også at Café Julius har åbent fra kl. 16.00. Her kan du købe din eftermiddagskaffe med kage og et let aftensmåltid inden koncerten.

Koncert med Gospel Generation NEXT

Gospel Generation NEXT Amager juni 2015

Gospel Generation NEXT Amager juni 2015. Glæd dig: Ved koncerten medvirker tre gange så mange sangere + band

Billetter kan købes i forslag til kun 60 kr. pr. stk. Børn 0-7 år gratis. Køb billetter her

Fredag 2. oktober kl. 19.00
kan du opleve unge synge forrygende gospel i Købnerkirken. Det er Hovedstadens tre Gospel Generation NEXT kor, der giver en fælles koncert. De tre kor holder til i Lyngby Baptistkirken, Nazaret Kirke på Østerbro og i Købnerkirken på Amager. Korene ledes af dirigenterne Nina Luna, Putri Dehn og Louise Kofoed  og pianisterne Mads Holm Andersen og Martin Nilsson. Læs mere her: www.gospelgeneration.dk.

Café Julius har åbent den 2. oktober kl. 16.00-21.00. Kom og nyd den gode kaffe og kage eller spis ‘dagens ret’ som er spaghetti med kødsovs for 50 kr. (Børn under 12 år 30 kr.)

Billetter kan købes i forslag til kun 60 kr. pr. stk. Børn 0-7 år gratis. Køb billetter her
Eventuelt overskydende billetter sælges ved indgangen kl. 18.30.

Gospelkor for børn og unge

Gospel Generation er gospelkor i Købnerkirken for børn og unge under ledelse af Nina Luna, Mads Holm Andersen og Putri Dehn. Efterårssæsonen 2015 begynder torsdag 27. august:

150611_GG

  ‘KIDS’ og ‘NEXT’ til sidste øvelse før sommerferien

Gospel Generation KIDS
Her er alle drenge og piger fra børnehaveklasse til 3. klasse velkomne (ca. 6-9 år). Vi synger gospelsange på både dansk og engelsk. Vi skal bruge kroppen og lære stemmen bedre at kende. Vi skal lege og danse og have det sjovt. Vi øver hver torsdag kl. 16.00-17.00

Gospel Generation NEXT
For alle børn og unge fra 4. til 10.klasse (ca. 10-16 år). Vi synger fede gospelsange på både engelsk og dansk, og arbejder med sangteknik, koreografi og energi! Både smukke ballader og vilde up-tempo numre er på repertoiret. Vi synger og øver sangteknik, optræder til koncerter og meget mere! Vi øver hver torsdag kl. 17.00-18.15

Café Julius
Café Julius i Købnerkirkens underetage er åben hver torsdag fra kl. 16.00. Her kan familie og venner hygge sig under korøvelsen. Køb kaffe, te, kage, sandwich mv. og efter kl. 17.00 serveres dagens varme ret for 50 kr. (børn under 12 år betaler kun 30 kr.)

Lidt praktisk
Gospelmusik i Købnerkirken udvikler børn og unges musikalske forståelse er en rigtig god måde at stimulere deres trivsel og kreative sans! Leg og læring indgår i forening og styrker børnenes evner og tro på sig selv. Vi lægger stor vægt på fællesskab og det sociale aspekt i det at synge i kor sammen. Det kræver ingen musikalske forkundskaber at være med, kun lysten til at synge.
Vil du vide mere så kontakt Jan Kornholt tlf. 21 49 44 12. Det er gratis at være med de første par gange. Kontingent er 450 kr. pr. sæson = et halvt år. Læs mere her…

GOSPEL og BURGER i Købnerkirken

Amager Gospelkor sørger for lovsang og glæde ved Gospel Cafe i Købnerkirken

    Amager Gospelkor sørger for lovsang og glæde

Oplev forrygende gospelmusik i Købnerkirken på søndag 29. marts kl. 16.00. Vi kalder det Gospel cafe, men det er også en gudstjenesten og en fest! Amager Gospelkor under ledelse af Nina Luna og pianist Niels Engell vil synge sange fra korets repertoire. Flere af korets sange kan du synge med på. Derudover skal vi også synge nutidige medrivende lovsange. En GOSPEL café foregår i en stemning af glæde, engagement og en forløsende frihed. Derfor kan du forvente en eftermiddag i Købnerkirken med et indhold som kan forandre dit liv.

Café Julius har åbent på søndag fra kl. 15.00 til 19.00. Kom i god tid og nyd en kop kaffe/te og kage i cafeen og bagefter kan du bygge din egen burger. 25 kr. for buffet med salater, brød og bagt kartoffel og for 15 kr. ekstra får du en hjemmelavet bøf.

Dagens tema er ‘Hvad skal vi med påsken?’ Købnerkirkens præst vil tale om hvad meningen er med at fejre påske. Banalt? Ja, men vigtigt! Hvad betyder mest for dig: Påskebryg, påskeæg, ferien eller Jesus’ opstandelse. Budskabet om påskens betydning understreges af gospelmusikken der handler om hvad Jesus kan betyde for mennesker i dag. Kom selv og hør!

Dagens gave er til Købnerkirkens arbejde. Købnerkirken er en frikirke og modtager derfor ingen offentlig støtte, men er afhængig af frivillige bidrag fra kirkens aktive. Købnerkirkens budget i 2015 er 828.000 kr. Giv din gave via MobilePay eller Swipp til 9320 2812.

NEW SEASON i Købnerkirken

Søndag 4. januar kl. 17.00 kan du opleve medrivende musik i Købnerkirken med gospelkoret New Season ved årets første gospelgudstjeneste.New_Season_2015

New Season blev dannet i 2011 og består af 14 håndplukkede sangere, der ledes af Laura Kjærgaard. Koret har et stor publikum takket være vedkommende sange der præsenteres på en måde så alle bliver revet med. Ved gospelgudstjenesten fylder musikken det meste: Du kan lytte og danse og du kan synge med på lovsangen. Købnerkirkens præst Jan Kornholt holder en nytårstale om de udfordringer der møder kirken og den enkelte i 2015. Gratis adgang.

logo_cafe_juliusBemærk at Café Julius i Købnerkirkens underetage har åbent fra kl. 15.00 til 20.00. Her kan købes kolde og varme drikkevarer, kage, sandwichs, suppe og fra kl. 18.00 serveres dagens ret: Karrygryde med ris. Det er cafeens første officielle åbningsdag. Det markeres kl. 15.00 med champagne og kransekage.

NB: Desværre er Købnerkirkens elevator ude af drift. Vi forventer ikke at den vil blive repareret inden søndag. Det er vi meget kede af, og undskylder overfor dem som derfor ikke kan deltage.

GOSPEL Café med ‘den ægte vare’

Oplev den ’ægte vare’ – traditionel gospelmusik som det lød for 100 år siden i sydstaterne i USA med ’Spirit of New Orleans’. Vi kalder det café, men det er også en gudstjeneste og en fest. Købnerkirkens præst Jan Kornholt vil tale om dagens budskab der handler om LYS – om hvordan du finder lys og varme og glæde i en mørk tid? – Musik hjælper – kom og bliv glad i låget af den gode musik og syng selv med – og så er der kaffe og te og brød på bordene.

Spirit of New Orleans spiller traditionel gospel og spirituals så alle bliver berørt

‘Spirit of New Orleans’ spiller traditionel gospel og spirituals så alle bliver berørt

The Spirit of New Orleans er ét af de mest kendte og rutinerede orkestre i Danmark, med en unik dynamisk og swingende stil, der rummer alle de ingredienser, der skal til for at gøre musikken levende. Orkesteret lægger stor vægt på, at skabe stemning gennem en god kontakt til publikum med musik og sang langt ud over scenekanten. Orkesteret blev dannet i 1990 på initiativ af Preben Nissen. Baggrunden for dannelsen var ønsket om at spille et repertoire bestående af gospel, spirituals, hymns og traditionel jazz. Musik med dybe rødder i grundlaget for New Orleans-jazzen. Læs mere: http://thespiritofneworleans.dk

GOSPEL Café i Købnerkirken er den første søndag måneden kl. 16.00 undtagen december og i sommerferien. Næste gang bliver 4. januar kl. 16.00 hvor vi får besøg af gospelkoret ‘New Season’. Kan du ikke vente så længe, så er der også gospel i Købnerkirken søndag 30. november kl. 15.30 og tirsdag 9. december kl. 19.30 til julekoncerter med Købnerkirkens egne tre gospelkor: Gospel Generation KIDS og NEXT og Amager Gospelkor.

GOSPEL café

Amager Gospelkor sørger for lovsang og glæde ved Gospel Cafe i Købnerkirken

Amager Gospelkor synger ved Gospel Cafe i Købnerkirken

Oplev gospelmusikkens befriende kraft søndag 5. oktober kl. 16.00 i Købnerkirken. Vi kalder det Gospel cafe men det er også en gudstjenesten og en fest! Amager Gospelkor under ledelse af Nina Luna og pianist Niels Engell vil synge sange fra korets repertoire. Flere af korets sange kan du synge med på. Derudover skal vi også synge nutidige medrivende lovsange.

Dagens tema er – ‘Hvad koster et menneske?’ – Om et menneskes værdi. Købnerkirkens præst vil tale om hvordan vi som mennesker kan føle os noget værd. Mange føler sig afmægtige og værdiløse i en hård hverdag der stiller store krav. Vi stiller også store krav til os selv, som det er svært at leve op til. I det kristne budskab og i gospelmusikken møder du et opmuntrende budskab om at du har uendelig stor værdi. Kom selv og hør!

En GOSPEL café foregår i en stemning af glæde, engagement og en forløsende frihed. Derfor kan du forvente en eftermiddag i Købnerkirken med et indhold som kan forandre dit liv. Og imens kan du nyde en kop kaffe eller te med brød til.

Dagens gave er til “Rise and Shine Nepal” – en lille NGO organisation i Kathmandu Nepal der hjælper udstødte og forfulgte enker og deres børn.” På mandag rejser ni medarbejdere fra Købnerkirken til Nepal bl.a. for at møde denne organisation og styrke samarbejdet.