Tøj til Nepal

Har du vintertøj du vil give til enker der er alene med deres børn i Nepal?

Giv dit brugte vintertøj til enker og deres børn i Nepal?

Har du noget vintertøj til overs, du vil give til nogen der mangler og ikke har råd til at købe? Lige nu er der dejlig lunt i Kathmandu i Nepal med op til 30 grader om dagen og ikke under 15 om natten. Men om et par måneder falder temperaturen til under frysepunktet og de fleste lever i huse uden opvarmning.

Den 6.-16. oktober rejser ni af Købnerkirkens medarbejdere til Nepal. Et af målene for rejsen er den lille NGO organisation ’Rise and Shine Nepal’ der hjælper forfulgte enker og deres børn. Et af de ønsker vi har fået derfra er at vi sender vintertøj med til kvinderne og deres børn. De udstødte enker har ingen indtjening og derfor ingen mulighed for at købe ordentligt tøj til sig selv og deres børn.
Har du noget velholdt vintertøj til kvinder og børn så tag det med i Købnerkirken senest søndag den 5. oktober. Så vil tøjet blive taget med og givet til de enker og deres børn som behøver det mest. De fleste af børnene er 7-9 år. Og husk at en nepaleser sjældent er højere end 165 cm så det er små størrelser er mest brugbare.

Nepal er et hinduistisk samfund. På trods af landets nye demokratiske lovgivning bliver enker groft diskrimineret. I dag lever ca. 50.000 enker udstødt af deres familier og lokalsamfund fordi man tror de er skyld i deres mands død. I 1920 fik Nepal et forbud mod ’enkeafbrænding’ men det har alligevel fundet sted helt op til i dag. Sabina Chamling blev enke for 15 år siden. I 2011 dannede hun organisationen ’Rise and Shine Nepal’ (RS Nepal) som har etableret værksteder, rådgivning og selvhjælpsgrupper for enker i Kathmandu. Målet er at udbrede arbejdet til hele Nepal og at samarbejde med alle der kæmper for at forbedre enkernes livsvilkår. Støt Købnerkirkens hjælp til udstødte enker i Nepal. Indbetal din gave til 9070 – 1621022217 mærk indbetalingen ’ENKER’

Læs mere her om JAYAMASHI som er navnet på Købnerkirkens hjælpearbejde i Nepal.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *