Nyt liv og ny musik i Købnerkirken

Mads og solisterne ved en gudstjeneste i foråret

I en 3000 år gammel salme (se i Bibelen, Salme 96) lyder opfordringen: “Syng en ny sang for Herren!” Vi glæder os over at denne opfordring også gælder i dag. Derfor vil vi synge nye sange ved gudstjenesten på søndag kl. 10.30 i Købnerkirken. Pianist Mads Holm Andersen vil sammen med en håndfuld af Amager Gospelkors dygtige solister lede os i lovsangen.

Vi glæder os også over ethvert nyt menneske som fødes. I Købnerkirkens fællesskab har Elsebeth og Arne fået en datter. Familien ønsker sammen med alle i Købnerkirken at sige tak for denne gave og bede om Guds velsignelse og hjælp. I baptistkirken kalder vi det ‘barnevelsignelse’ når vi beder for de nyfødte ved en af vores gudstjenester.

Købnerkirkens præst Jan Kornholt vil holde den fjerde prædiken i en række over temaet: “Giv velsignelsen videre”. Denne gang handler det om hvordan du konkret kan være med til at give Guds velsignelse videre til andre mennesker.

Kom og vær med om det nye liv og den nye sang. “Syng for Herren, hele jorden! Syng for Herren, pris hans navn!” Og som sædvanlig i Købnerkirken så vil der også være en kop kaffe mv.

Skriv et svar