Travlhed og kirkeliv følges ikke altid ad

Silas Anhøj Soelberg fortæller om sit travle liv og kampen for at finde tid til kirken

For tiden har jeg rigeligt at se til i mit liv. Jeg har en dejlig familie, hvor især mine to rødder (begge under to år) optager meget af min tid. Samtidig har jeg et fuldtidsjob ved siden af og jeg forsøger da også at finde tid til at være sammen med min kone.

Det er flere og store forpligtelser at have i sit liv, og det tager stort set alle de timer, hvor mine øjne er åbne (og det er mange, når man har små børn!).

Med så mange forpligtelser og tidsrøverer er det svært at få tid til det hele. Og venner og bekendte får da heller ikke lov at nyde mit fortryllende selskab helt så meget, som jeg gerne ville unde dem. Men det offer overlever jeg nok for en stund. Straks værre er det, at det kan være rigtig svært at holde evangeliets budskab til stede i mit liv og til at udleve det ved at følge Jesu fodspor. Der er ikke meget tid til bibellæsning og bøn og slet ikke at gå i kirke.

Der er ikke noget nemmere umiddelbart end at lade sig opsluge af hverdagens mange opgaver og lade Biblen med dens gode budskab og opfordringer til mig om, hvordan mit liv skal leves, stå på hylden, mens jeg læser højt for min ældste søn af ‘Totte går i bad’. Fordi jeg har så travlt, overser jeg nemt, at der er noget helt grundlæggende, der forsvinder fra min dagligdag.

Men i længden er det ikke nemmere. For når budskabet ikke er til stede i min hverdag, får jeg også sværere ved at gøre det, som er bedst for mig og dem omkring mig (Og så hjælper det heller ikke med manglende nattesøvn).

Så bliver der ikke langt til jalouxi, irritation og vrede vendt mod mine medmennesker. Det giver dårlige tanker og handlinger, der kun øger afstanden mellem mennesker – stik imod det budskab jeg anerkender som ledetråden for mit liv.

Jeg har endnu ikke fundet svaret endnu på, hvordan jeg for alvor kan få koblet min hverdag og det at praktisere min tro på bare nogenlunde tilfredsstillende vis. Det er nok en kamp der ikke kan vindes, og måske er kampen også målet i sig selv.

For ville jeg følge Jesus bedre, hvis jeg frasagde mig arbejdslivet eller ikke brugte min sparsomme tid med min familie for istedet at læse i Biblen og tage i kirke?

Det tror jeg bestemt ikke. Biblen er kun min vejviser her i livet. Og jeg kommer jo heller ikke fra A til B ved blot at se på et kort. Men det ville nu være rart med lidt tid til at studere kortet for at finde den rigtige vej.

Med venlig hilsen

Silas Anhøj Soelberg

Skriv et svar